Ekspert: Angreb kan udslette tunesisk demokrati

Drabeligt angreb kan stoppe turismen, og ødelægge demokratiseringsproces, siger Tunesien-ekspert.

De tunesiske sikkerhedsstyrker i Sousse, 150 kilometer fra hovedstaden Tunis. (Foto: Med amine ben aziza © Scanpix)

Angrebet i den tunesiske turistby Sousse kan sætte et markant aftryk på fremtiden. Ikke blot for pårørende til de 27 dræbte, men også for helt almindelige tunesere.

Angrebet mod turister kan nemlig afholde andre turister fra at rejse til landet, og det kan spolere den demokratiseringsproces, landet er i gang med. Det fortæller Rikke Haugbølle, der er MA og ph.d. i Mellemøststudier ved Københavns Universitet med Tunesien som speciale.

- Det er frygteligt for alle dem, der har mistet livet, men det her betyder også, at man kigger ind i et stort hul i forhold til økonomisk vækst og fremgang i Tunesien. Dermed er der også skabt endnu en usikkerhed for hvordan den politiske og demokratiske proces kommer til at gå, siger hun til DR.

Rikke Haugbølle fortæller, at et fald i antallet af turister vil betyde, at rengøringskoner, tjenere og endda fødevareleverandører kan miste en stor del af deres indkomst.

Angreb er rykket ind i byerne

Siden det fredelige, folkelige oprør for fire år siden er grupperinger med islamisk baggrund begyndt at røre mere og mere på sig, fortæller Rikke Haugbølle. Der har jævnligt været kampe mellem det tunesiske militær, sikkerhedsstyrker og nogle af disse grupper ved grænsen mod Algeriet. Men nu er angrebene rykket ind i byerne med turister som mål.

I marts omkom 22 personer i et angreb mod et museum i hovedstaden Tunis, og fredag er 27 altså meldt dræbt i et nyt angreb mod to hoteller i kystbyen Sousse. Allerede efter det første angreb gjorde Udenrigsministeriets rejsevejledning opmærksom på, at ”der er en høj terrorrisiko i landet”.

- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at man bare skulle tage af sted til Tunesien. Det er det, landet har brug for i øjeblikket, siger Rikke Haugbølle efter angrebet.

- Det man hidtil har tjent sine penge på er turisme, og hvis demokratiseringsprocessen skal lykkes i Tunesien, så er man helt afhængig af at økonomien kommer i gang lige præcis nu. Det er der desværre udsigt til at den ikke gør på grund af angrebet i Sousse.

Borgerservice oplyser over for DR, at ingen danskere er ramt af angrebet i Tunesien.