Ekspert: Apples sejr er en 'torpedo' mod Vestagers skatte-kamp

EU-Kommissionen ser ud til at tabe momentum i kampen mod multinationale giganter, mener en ekspert.

EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager har gjort kampen mod skatteunddragelse til en mærkesag. Den amerikanske præsident, Donald Trump, har kaldt hende "skatte-damen, der "virkelig hader USA." (Foto: © ERIC VIDAL)

"Sådan tog Vestager en bid af æblet".

"Magrethe Vestager, kvinden, der tog kampen op med Apple".

"Vestager giver Apple skatteregning på 100 milliarder kroner".

Sådan lød bare nogle af overskrifterne i 2016, da EU's konkurrencekommissær slog fast, at Irland havde givet ulovlige skattefordele til Apple.

Men det trecifrede milliardkrav blev i dag afvist af EU-domstolen.

Symbolsk er der tale om en "torpedo" mod Vestager og kommissionens kamp mod aggressiv skatteplanlægning, mener Dimitrios Kyriazis, der er leder af det juridiske fakultet på New College of Humanities i London.

- De har tabt deres største sag, så derfor kalder jeg det en torpedo, siger han til DR Nyheder.

Kravet om de mere end 100 millarder kroner i skat fra den amerikanske techgigant er - målt på beløbet - den største sag om statsstøtte, siden EU blev skabt, fortæller Dimitrios Kyriazis.

- Hele pressedækningen og EU-kommissionens pr-maskine har fremført sagen som et eksempel på, hvordan EU går efter internationale giganter, vinder og får dem til at betale, fortæller han.

Apple-sagen har været hjørnestenen i Vestagers kampagne mod det, som EU-kommissionen ser som ulovlige skatteaftaler med multinationale selskaber.

Men sidste år afviste samme EU-domstol et krav om, at kaffekæden Starbucks skulle betale op mod 224 millioner kroner i hollandsk skat, og i en anden sag har domstolen afvist en belgisk skatteforordning for 39 multinationale selskaber. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og det er et problem, at Apple-dommen kommer i kølvandet på to andre nederlag, vurderer Dimitrios Kyriazis.

- Kommissionen ser ud til at tabe momentum, den bliver ved med at komme i problemer med EU’s domstole, så det ser ud som om ambitionen om at gå efter giganterne er ulovlig. Det er sådan skatteyderne ser det, de ser et EU, der er svagt overfor de internationale giganter, siger han.

Hvad gik galt for kommissionen?

EU-kommissionens argumenter for, at skatteaftalen ikke kunne være tilfaldet andre selskaber, var ikke stærke nok, forklarer Ramus Corlin Christensen, der er ekstern lektor på CBS.

- EU-retten har sagt, at kommissionen ikke havde stærke nok beviser for, at Apple havde fået en særlig favorabel aftale af Irland, siger han.

I en skriftlig udtalelse, lyder det fra Margrethe Vestager, at kommissionen vil studere dommen nøje og reflektere over de næste skridt.

- EU-Kommissionen står fast på sit mål om, at alle selskaber skal betale deres fair del i skat. Hvis medlemslande giver visse multinationale selskaber en skattefordel, som andre ikke får, skader det konkurrencen i EU, skriver Margrethe Vestager.

På Twitter skriver Det Europæiske Netværk for Gæld og Udvikling (Eurodad), at "det her har aldrig kun handlet om ét råddent æble. Hele vores selskabsskattesystem er bundråddent."

Organisationens skattekoordinator siger, at sagen viser, hvor svært det er at bruge EU's statsstøtte-regler til at indkræve skat.

- Hvis vi havde et ordentligt skattesystem, så ville vi ikke have brug for lange retssager for at undersøge, om det er lovligt for multinationale selskaber at betale mindre end en procent i skat, siger Tove Maria Ryding til Reuters.

Færre sager i den nærmeste fremtid

Nederlaget kan føre til, at EU-kommissionen bliver mere tilbageholdende i forhold til at åbne nye sager, vurderer Dimitrios Kyriazis.

- Så de kommer til at sige: "Vi vinder ikke de her sager, lad os stoppe med at åbne nye sager indtil støvet har lagt sig," siger han.

EU-kommissionen kan vælge at appellere sagen til den højeste retsinstans i EU, men Rasmus Corlin Christensen tror, at kommissionen skal finde en helt anden løsning.

- De er nu blevet slået tilbage i den mest højt-profilerede sag mod Apple, og det betyder, at de skal tilbage til tegnebrættet for at se, om de kan finde nye måder at slå ned på skattely og aggressiv skatteplanlægning.

En ny vej kan være, at man istedet for at anklage virksomhederne for ulovlig statsstøtte forsøger at gennemføre en ny skattelovgivning, men det er ikke en nem vej, påpeger Ramus Corlin Christensen.

- Det er rigtigt svært at lave ny lovgivning på selskabsskatteområdet i EU, fordi alle medlemslandene skal være enige. Der er et enstemmighedskrav, det vil sige, at alle lande kan sætte sig imod, hvis der skal være en ændring, siger han.

Dimitrios Kyriazis påpeger også, at lovgivningsvejen er svær, og han mener istedet, at kommissionen skal bygge en ny sag op mod Apple baseret på, hvad man har lært af dommen fra EU-domstolen.

- Det er som en nøgle, der ikke vil åbne låsen, så må man prøve en anden nøgle, og på et tidspunkt åbner den døren, siger han.