Ekspert: Brutal anti-radikaliseringskampagne vil næppe virke

Budskabet i den franske regerings video er ikke overraskende for nogen, siger ekspert.

"Jihadisternes værgekampagne skaber hver dag nye ofre. #Stopjihadisme" er hovedbudskabet i den franske regerings nye antiradikaliseringskampagne.

I går udsendte den franske regering en kontroversiel video med barske billeder, der har til formål at advare unge franskmænd mod at slutte sig til terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien eller Irak.

Men videoen, der er lanceret på de sociale medier og som har fået sin egen hjemmeside, vil næppe få den ønskede chokeffekt.

- Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor effektivt det kommer til at være, siger Simone Molin Friis, der er Ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Svagheden ved videoen er, at den fortæller noget, de fleste godt ved i forvejen, mener Simone Molis Friis.

- De bruger meget tid på at fortælle, at Islamisk Stat er meget brutale. Det tror jeg ikke kommer som en overraskelse for nogen af deres følgere.

En banal video

Den knap to minutter lange video viser, hvad jihadisterne lokker med, hvis man slutter sig til dem, i forhold til det, den franske regering mener, der rent faktisk sker.

Løfterne bliver i videoen skrevet hen over farvebilleder med stolte islamister i tanks og glade børn, der leger, mens realiterne med lig, der slæbes hen over jorden og børn der græder, er filmet i sort/hvid.

- Skulle man lave effektiv antipropaganda, skulle man komme med et helt andet budskab, siger Simone Molin Friis.

Hun roser dog den franske regering for at forsøge at bekæmpe værgningen af krigere dér, hvor den ofte foregår.

- De anerkender i høj grad, at Islamisk Stat har været rigtig dygtige til at bruge de sociale medier.

  • Den franske anti-jihadist-video skal afskrække unge franskmænd fra at drage i krig i Syrien eller Irak. Mange af dem, der slutter sig til Islamisk Stat (IS), bliver rekrutteret via internettet.
  • Barske billeder, ubehagelige budskaber og dyster underlægningsmusik skal chokere de unge, der er modtagelige over for IS' budskaber.
  • "Hej, fede ting, du liker på Facebook. Er du interesseret i det, der foregår i Sham i øjeblikket? Hvis du har nogle spørgsmål, skal du ikke holde dig tilbage. Sandheden er dernede. Det er nu, du bør tage af sted! Hvis du har brug for flere informationer, så send mig dit navn. Jeg kender nogle krigere dernede, som jeg kan sætte dig i kontakt med?."
  • Videoen viser tekster med løfter om det gode ved at slutte sig til krigerne. For eksempel står der: "De siger til dig: "Ofr dig sammen med os. Du kæmper for en retfærdig sag"".
  • Efter hvert løfte kommer et banner med realiteterne: "I virkeligheden vil det blive helvede på jord, og du vil dø alene langt væk hjemmefra".
  • "De siger til dig: "Slut dig til os og kom og hjælp de syriske børn"".
  • "I virkeligheden er den eneste sandhed, du vil opdage, gru og bedrag".
  • "De siger til dig: "Du lever i en verden af urene, vantro mennesker. Sandheden er her"".
  • "Jihadisternes værgekampagne skaber hver dag nye ofre. #Stopjihadisme"
1 / 9

Video er et led i større indsats

Skal man vinde krigen mod Islamisk Stat, findes der ikke én bestemt kur, siger Kirstine Sinclair, der er lektor i historie ved Syddansk Universitet.

- Men man kan prøve at bombardere med så mange oplysninger som muligt og bruge så mange forskellige medier og platforme som muligt, siger hun.

- Og jeg tror godt, at kampagnen kan nå nogle folk i ekstremistiske miljøer.

Flere end 1000 franskmænd er draget i krig i Syrien eller Irak eller har planer om det, og de franske myndigheder mener, at 80 procent af dem, der rejser til Syrien, er blevet rekrutteret via internettet.

Facebook
Twitter