Ekspert: Cuba har ingen interesse i at skade amerikanske diplomater

I en bizar sag om høretab blandt amerikanske diplomater beskyldes Cuba for at stå bag. Cuba-ekspert undrer sig.

Den amerikanske ambassade i Cubas hovedstad, Havana. (Foto: ENRIQUE DE LA OSA © Scanpix)

- Det er ulogisk, hvis Cuba har angrebet amerikanske ambassadeansatte i Cuba.

Sådan siger lektor ved Københavns Universitet og Cuba-ekspert Jan Gustafsson, efter at det er kommet frem, at USA mistænker en lydenhed for at være årsag til, at fem amerikanske diplomater på ambassaden i den cubanske hovedstand, Havana, har fået alvorlige høretab.

Som konsekvens af sagen har USA udvist to cubanske diplomater. En beslutning, som Cubas udenrigsministerium har kaldt "uberettiget og ugrundet," skriver AP.

Talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Heather Nauert udtalte i den forbindelse, at efterforskere endnu ikke har en definitiv forklaring på hændelserne, men understregede, at de bliver taget meget seriøst.

Cuba har interesse i aftale med USA

Om det er cubanerne, der står bag hændelsen, kan Jan Gustafsson ikke svare på, men siger:

- I sådan nogle sager, hvor det er lidt uvist, hvem der står bag, kan man altid spørge sig selv om, hvad logikken bag det her er. Og jeg kan simpelthen ikke se logikken i, at Cuba skulle have gjort det her.

I 2015 genoptog USA og Cuba deres diplomatiske forbindelser i, hvad der blev kaldt for en historisk aftale. Det var også her, at den amerikanske ambassade i Cuba åbnede. Siden da har USA's nuværende præsident, Donald Trump, skrottet dele af aftalen.

- Cuba har en interesse i at opretholde denne her aftale til USA. Det er også derfor, det virker så ulogisk, hvis de bevidst har gået efter at skade amerikanske diplomater, siger Jan Gustafsson.