Ekspert: Danmark er blevet ideologisk symbol i amerikansk valgkamp

Tv-indslag om Danmark er et udtryk for amerikansk indenrigspolitik, mener ekspert.

Bernie Sanders brugte i sin valgkamp i 2016 flere gange Danmark som det gode eksempel, som amerikanerne burde følge. Nu bruger Fox News Danmark som skræmmekampagne. (Foto: Yuri Gripas © Scanpix)

Fortællingen om Danmark er endnu engang blevet blandet ind i den amerikanske valgkamp. Men i modsætning til tidligere, hvor Danmark af venstrefløjspolitikere som Bernie Sanders er blevet lovprist som det gode eksempel, hænges Danmark nu ud som et fejlslagent socialistisk projekt på lige fod med Venezuela.

Med tv-indslaget på Fox News, der blandt andet har fået den danske ambassadør i USA til at sende journalisten en kommentar på Twitter, bliver Danmark eksemplet på alt det, Republikanerne ikke ønsker, skal ske med deres land, forklarer Anders Agner Pedersen, chefredaktør på mediet om amerikansk politik, Kongressen.

- På samme måde som man har set venstreorienterede medier hylde Danmark, føler Fox New nu trang til at give Danmark et rap over nallerne. De skal lige markere, at det land som venstrefløjskrigerne lovpriser, ikke er noget, man på Fox News ønsker skal komme til USA.

Indslaget er set med danske øjne relativt absurd med forkerte påstande omkring arbejdsløshed og skatteforhold i Danmark. Og at Danmark sammenlignes med Venezuela, et land i dyb økonomisk krise, handler mere om at skabe et billede, alle kan forstå, mener Anders Agner Pedersen.

- At journalisten trækker en parallel til Venezuela hænger sammen med, at det vil vække opsigt. Venezuela et er et land, som alle amerikanere ved, ikke er godt. Så den får lige et par nøk længere, end skruen kan holde.

Midtvejsvalg på vej

At Fox News netop nu kaster sig over Danmark, er formentlig et forsøg på at påvirke valgkampen op til midtvejsvalget i november, der ser ud til at blive lidt af en gyser for Republikanerne. Ifølge prognoserne står Republikanerne til tabe flertallet i Repræsentanternes Hus.

- Indslaget handler først og fremmest om at lange ud og svække venstrefløjen, og bruge Danmark i en skræmmekampagne, der kan mobilisere republikanske vælgere og få dem til at stemme.

Den venstreorienterede Bernie Sanders' politik og idealer om en velfærdsstat er blevet endnu mere aktuelle op til midtvejsvalget, efter den kun 28-årige Alexandria Ocasio-Cortez, der er erklæret socialist og tidligere frivillig for Sanders, har vundet valget om at blive den demokratiske kandidat til Kongressen i New Yorks 14. kongresdistrikt, der blandt andet dækker dele af Bronx og Queens

Flere taler om et venstreorienteret opgør i det Demokratisk Parti. Og det er ikke tilfældigt, at det netop er lovpriserne af Danmarks velfærdsmodel, Fox News har valgt at hænge ud, mener Anders Agner Pedersen.

- Venstrefløjen i det Demokratiske parti er nemmere at lange ud efter, end de moderate demokrater. Det, som en politiker som Bernie Sanders står for, er meget langt fra det, som Republikanere mener, er den rigtige vej landet skal gå i.

Den 28-årige Alexandria Ocasio-Cortez er en af de unge venstreorienterede politikere på linje med Berne Sanders, der spås at kunne være en trussel for Republikanerne ved midtvejsvalget. (Foto: JONATHAN BACHMAN © Scanpix)

Politiserende medier

Der er meget langt fra den danske medievirkelighed og til Fox News. De værdier, som danske journalister opdrages til at arbejde ud fra, bliver der skelet mindre til på et medie som Fox News. Det er vigtigt at have med, hvis man skal forstå, hvordan et indslag med faktuelt forkerte påstande kan blive vist på Fox News, forklarer Anders Agner Pedersen.

- Man skal hele tiden have med, at amerikanerne har et anderledes medielandskab end det danske. Derfor bliver pressens rolle tit en anden. Fox News er et politisk instrument. De følger den politiske dagsorden.

Men som den mest sete erhvervskanal, kan et indslag som dette få en stor slagkraft.

- Vi kan tage os til hovedet over det her indslag, men sandheden er, at Fox News er en mastodont i det amerikanske medielandskab. De står stærkere end mange andre tv -kanaler, vi kender. De har virkelig godt fat.

Facebook
Twitter