Ekspert efter endnu en europæisk IS-kvinde er dømt: 'Tydeligt, at den danske regerings politik er uholdbar'

En italiensk IS-kvinde er i dag blevet idømt fire års fængsel. Ekspert vurderer, at den danske regerings politik på området er uholdbar.

Det er lykkes for flere europæiske lande at retsforfølge nogle af de tidligere IS-kvinder, der igen befinder sig på europæisk jord. Foto: DR Nyheder.

I dag blev en 43-årig italiensk IS-kvinde idømt fire års fængsel for medvirken til terror.

Retten i Milano slog fast, at kvinden vidste, hvad hun rejste ned til, da hun tilsluttede sig Islamisk Stat i Syrien. Derudover vurderede retten også, at hun i samarbejde med sin mand havde forsøgt at radikalisere sine børn.

Dommen over den 43-årige kvinde er langt fra den første, der er faldet i Europa.

I sidste uge blev også en 30-årig norsk IS-kvinde idømt tre et halvt års fængsel for deltagelse i terrororganisation Islamisk Stat.

Og fælles for den norske og italienske sag er, at de begge er blevet dømt, selvom det har været svært at dokumentere, hvad kvinderne præcis har foretaget sig i Syrien.

'En uholdbar politik'

Modsat den italienske regering har den danske regering ikke hjemtaget IS-kvinder for at retsforfølge dem.

Og det stigende antal domme over europæiske IS-kvinder er ifølge Jørn Vestergaard, der er professor emiritus i strafferet ved Københavns Universitet, udtryk for, at den danske regerings politik er direkte uholdbar.

- Den italienske tilgang er endnu et eksempel blandt flere på, at andre lande tager deres ansvar for dels at komme egne statsborgere i lejrene til undsætning og dels at retsforfølge dem for selve tilslutningen til IS, siger han og fortsætter.

- Det bliver mere og mere tydeligt, at den danske regerings politik, om at kvinderne har vendt Danmark ryggen, og derfor må sejle deres egen sø, er uholdbar, siger Jørn Vestergaard.

Da der i sidste uge faldt dom i retssagen mod den norske IS-kvinde, slog Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører og medlem af retsudvalget Rasmus Stoklund fast, at regeringen, stadig ikke ønsker at retsforfølge kvinderne i Danmark.

- Vi har ikke noget mål om at hente voksne, der med åbne øjne har tilsluttet sig Islamisk Stat, tilbage til Danmark. Dét, at der er faldet en dom i Norge, ændrer ikke noget, sagde Rasmus Stoklund.

Italien vil have IS-kvinderne retsforfulgt

Domsfældelsen af den 43-årige kvinde er ikke den første af sin slags i Italien, fortæller DR'S Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

- Der har været flere sager mod italienske kvinder. Så sent som i 2016 var der en italiensk kvinde, der blev dømt uden deres tilstedeværelse, fordi man ikke vidste, hvor hun befandt sig. Det har vi set flere tilfælde af. De kvinder vil Italien meget gerne have fat på, så de kan blive bragt hjem og retsforfulgt, forklarer Anna Gaarslev.

Og ifølge Europa-korrespondenten adskiller Italiens politik for hjemtagelsen af statsborgere fra de to fangelejre al-Hol og al-Roj sig fra den linje, den danske regering har lagt for dagen.

- Situationen med kvinderne i lejrene er ikke kun et dansk problem. Vi ser det over hele Europa. Og i Italien er man altså bevidst om, at man ikke nødvendigvis i andre lande deler opfattelsen af, hvad der er den bedste løsning, siger hun og fortsætter.

- Set fra et italiensk synspunkt, så skal de kvinder der er italienske statsborgere, og som har begået noget ulovligt, hjem for at blive retsforfulgt for deres handlinger.

'Jeg er forandret'

I september 2020 hentede italienske specialstyrker den 43-årige kvinde og hendes fire børn hjem til Italien.

Det var en evakuering, hvor kvinden blev arresteret i lejren, og derefter transporteret til Italien, hvor hun siden den 29. september sidste år, har siddet varetægtsfængslet.

Syriske kvinder i al-Hol-lejren. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

En del af det bevismateriale, der har været i sagen mod kvinden, er billeder af hendes børn i kampuniformer, hvor de peger op mod himlen.

Hendes mand mødte hun på sin arbejdsplads, hvorefter de giftede sig i 2008.

- Kvinden er født og opvokset i Italien, og har haft et ganske normalt liv. Det er først i årene efter, at de gifter sig, at kvinden og hendes mand bliver mere og mere religiøse, forklarer Anna Gaarslev.

I 2015 pakkede kvinden og hendes mand deres kufferter og rejste til Syrien. Med sig havde de deres tre børn. I Syrien fik de endnu et barn. Manden er død i Syrien, og kvinden og de fire børn endte i al-Hol-lejren efter kalifatet brød sammen.

Kvinden tog i retten afstand til Islamisk Stat og fortalte, at hun er forandret og ikke længere er den kvinde, hun var en gang.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk