Ekspert: Egyptisk oprør kan starte et nyt Arabisk Forår

Islamisterne kan miste magt i flere nordafrikanske lande, nu hvor Egyptens præsident Mursi er tvunget fra magten, mener ekspert i arabiske forhold.

Tahrir-pladsen er fyldt til bristepunktet onsdag aften. (© Scanpix)

Militærets overtagelse af magten i Egypten kan blive startskuddet til endnu et lille Arabisk Forår i de nordafrikanske lande.

Det vurderer forsker i arabiske forhold, Rasmus Boserup, der er tilknyttet DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

- Egypten er en klassisk klangkasse for hele den arabiske verden forstået på den måde, at når der sker noget stort i Egypten, har det en tendens til, at det spreder sig, siger han.

Egypten starter ofte nye bølger

Det samme skete under Det Arabiske Forår i 2011, hvor Tunesien nok startede en bølge, men denne bølge først fik kraft, da egypterne rejste sig.

- Tunesien var et kuriosum, mens Egypten var sindssygt vigtig. Det Arabiske Forår eksploderede først, da Egypten begyndte at bevæge sig, siger Rasmus Boserup.

Islamister vandt valg efter Arabisk Forår

Som i Egypten var det i Tunesien og Libyen de islamistiske partier, der overtog ledelsen af landet efter Det Arabiske Forår.

- De vandt nogle massive valgsejre i 2011 og starten af 2012, men siden har de stået med den udfordring i alle tre lande, at de ikke har kunnet løfte landene ud af svær fattigdom og arbejsløshed, siger han.

Og med præsident Mursis stigende upopularitet kan både Libyen og Tunesiens regeringer måske opleve lignende demostrationer og oprør i de kommende måneder, mener Rasmus Boserup.

- Lige nu har vi et Nordafrika i en overgangsfase både i Tunesien, Libyen og naturligvis Egypten. De tre lande har et parallelt forløb, hvor de har fået regimer ud og nye islamiske regeringer skal lære at styre landet selv, siger Rasmus Boserup.

Facebook
Twitter