Ekspert: Flynedskydning er optrapning af konflikt i Syrien

Risiko for kollisioner mellem russisk og amerikansk støttede styrker vil stige, vurderer militæranalytiker.

Den syriske hær kalder nedskydningen et "åbenlyst angreb". (Foto: JAKE CANNADY /US DOD HANDOUT © Scanpix)

På det seneste har koalitionen med USA i spidsen skruet op for støtten til de syriske oprørsgrupper, der forsøger at bekæmpe terrororganisationen Islamisk Stat. I aftes resulterede det i nedskydning af et fly fra de syriske regeringsstyrker, som er støttet af Rusland.

Mikkel Storm Jensen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet mener ikke, at hverken USA eller Rusland er interesserede i at møde hinanden og kæmpe, men risikoen for lignende hændelser vil stige fremover.

- Efterhånden som Islamisk Stat begynder at forsvinder, så er chancerne for at et eller andet går galt, og nogen kommer til at slå modpartens styrker ihjel stigende, siger han.

Tidligere kollisioner mellem USA og den syriske hær

Det er første gang, USA har skudt et syrisk krigsfly ned, men de har flere gang tidligere kollideret med den syriske hær.

  • Tidligere på måneden skød amerikanerne en bevæbnet drone fra den syriske regering, efter at dronen havde beskudt koalitionsstyrker.
  • I maj bombede den koalitionen med USA i spidsen en konvoj af regeringens styrker.
  • I april affyrede USA 59 krydsermissiler mod Syriens luftbase i Shayrat, fordi de havde mistanke om, at den syriske hær havde angrebet en syrisk by med kemiske våben.
  • I september sidste år dræbte koalitionens fly syriske tropper i et angreb mod Islamisk Stat. USA beklagede episoden, som ifølge Rusland dræbte 62 syriske soldater.

Kilde: BBC

Islamisk Stat har fungeret som ’buffer’

Nedskydningen skete nogle timer efter styrker støttet af den syriske regering angreb Syrian Democratic Forces, SDF, som er støttet af USA.

Senere angreb et syrisk krigsfly SDF, hvilket fik det amerikanske jetfly på vingerne for at skyde krigsflyet ned. Ifølge Mikkel Storm Jensen kommer aktionen netop nu, fordi der på det seneste har været succes med at bekæmpe Islamisk Stat.

- Islamisk Stat har ligget som en buffer mellem de oprørsgrupper, som vi støtter i kampen mod Islamisk Stat, og så de syriske styrker, siger han.

Derfor mener Mikkel Storm Jensen også, at de russisk støttede styrker og amerikansk støttede styrker vil komme tættere og tættere på hinanden.

USA vil forsvare sine allierede

Den syriske hær så heller ikke mildt på nedskydningen og kalder det et ”åbenlyst angreb”.

- Det åbenlyse angreb var et forsøg på at undergrave hærens bestræbelser som den eneste styrke, der sammen med sine allierede effektivt er i stand til at bekæmpe terror på hele dens territorium, skriver den syriske hær i en meddelelse.

Koalitionshæren ledt an af USA har slået fast, at de er i Syrien for at bekæmpe Islamisk Stat og ikke den syriske regering. Men de slår fast, at de vil forsvare deres allierede.

-Vi vil ikke tolerere hensigter og handlinger, som dem, der blev udvist af pro-regeringsstyrker mod koalitionens og dens støtters styrker, lød det i en meddelelse fra koalitionen.