Ekspert: Gaza-drab øger risiko for krig

Israel er presset fra flere fronter, og det kan afholde landet fra krig. Men der er en risiko, mener ekspert.

Israel er presset fra flere fronter, og det kan afholde landet fra krig. Men der er en risiko, mener ekspert. (© Scanpix)

Konflikten i Gaza er optrappet, efter at en række palæstinensere er blevet dræbt ved en bølge af israelske luftangreb mod mål i Gaza.

Angrebene kan være et varsel om en større operation fra israelsk side, mener Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det er klart en optrapning i forhold til, hvad vi har set den seneste uge. Og måske et varsel om mere, siger hun.

- Så der er en risiko for, at Israel rykker ind i Gaza og indleder en egentlig krig - og at andre spillere i regionen så vil involvere sig, siger Helle Malmvig.

Hamas har angrebet

Der har den seneste tid været en række angreb fra Hamas, og det er ifølge Helle Malmvig årsagen til onsdagens angreb fra Israel.

Men selvom der er en risiko for en krigssituation, vil Israel med stor sandsynlighed være varsom med at tage yderligere skridt.

- Jeg tror, at Israel har en interesse i at holde det på et lavt niveau, fordi man er presset på mange fronter.

- Israel er blandt andet presset af Syrien og det arabiske forår, siger Helle Malmvig.

Uro kan brede sig

Hvis urolighederne fortsætter, kan det skabe uroligheder i større dele af den arabiske verden.

- Det kan i yderste konsekvens føre til, at nogle af de arabiske spillere bliver fristet til at deltage, siger seniorforskeren og fortsætter:

- Så det, omverden frygter, er, at det får større regionale konsekvenser, så det kommer til at handle om hele området i den arabiske verden, hvor der er en meget skrøbelig situation.

Blandt de dræbte under de israelske angreb er Ahmed al-Jaabari, den militære chef for den radikale palæstinensiske bevægelse Hamas.

Israels militær har meldt ud, at drabet på Hamas-chefen er "begyndelsen på en optrappet kamp mod militante i Gaza".

/ritzau/

Facebook
Twitter