Ekspert: Grønlands indlandsis tager på, imens vi sveder

Grønland smelter knapt så meget i år takket være masser af sne og kulde, vurderer ekspert.

Pausen i afsmeltningen af indlandsisen giver mere tid til at overveje, hvordan verden skal forberede sig på havstigningerne. (Foto: Alistair Scrutton © Scanpix)

Det kan godt være, at vi sveder herhjemme. Men på indlandsisen er der i år faldet mere sne, end der plejer.

Sådan lyder det fra professor ved Danmark og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS), glaciologen Jason Box.

Han er netop kommet hjem fra en felttur på indlandsisen, hvor han ved selvsyn har oplevet de snemængder, som også konstateres på det regnskab for indlandsisens masse, som GEUS vedligeholder sammen med DMI og DTU.

Ekspeditionen blev ramt af flere snestorme, hvor der faldt en halv meter sne, selv om smeltesæsonen burde være i gang.

- I adskillige uger har der ikke været regn i Danmark. Det har været varmt, og det tror jeg ikke, at der er mange som klager over.

- I Grønland blev vi overraskede over, at det var så koldt, som det var - omkring fem grader koldere, end det plejer at være i maj, siger Jason Box.

Grønlands indlandsis funkler

Det er ikke usædvanligt, at der er omtrent det modsatte vejr i Grønland i forhold til Europa.

Men fordi vejret "sidder fast", som Jason Box siger, medfører det, at der over den seneste tid er skabt en pude af sne over indlandsisen, som måske knapt vil blive mindre i år.

Noget lignende skete sidste sommer, hvor koldt vejr, sene snestorme og meget nedbør lagde 20 procent til snemasserne. Det betød, at der måske ligefrem blev lagt ny indlands-ismasse til, og i hvert fald næppe blev mistet noget af betydning.

Effekten bliver yderligere forstærket af, at isen smelter mindre, når frisk sne reflekterer solens stråler tilbage mod rummet, i stedet for at varmen bliver absorberet i gammel is med dens sod, jord og alge-urenheder.

- Vi ser et meget funklende Grønland - der er meget hvidt. Smeltesæsonen er knap startet, hvilket jo egentlig er godt nyt for Grønland og vandstanden i havene, siger Jason Box og fortsætter:

- Al den ekstra hvide kolde sne beskytter isen mod, hvad sommeren vil bringe senere. Så vi kan allerede forudsige, at Grønland ikke vil smelte meget i år.

Jetstrømmene går langsommere

Ifølge målinger fra vejrstationer og satellitter, lægges der stadig masse til overfladen af indlandsisen hver dag over det meste af Grønland.

I et gennemsnitligt år ville indlandsisen nu være begyndt at miste masse. I stedet har det sneet 10 procent mere, end det plejer.

- Det er overraskende efter årene 2007-2012, hvor afsmeltningen blev ved med at vokse år for år. Det så ud til at stikke af, siger Jason Box.

Udviklingen i 2017 og 2018 skal dog på ingen måde tolkes som en aflysning af den globale opvarmning, understreger han.

Tværtimod viser flere og flere observationer, at den generelle opvarmning af Arktis påvirker resten af verdens vejr.

- Med global opvarmning er der en stigende tendens til mere vedvarende vejrmønstre, som enten giver for meget regn eller for lidt, for meget varme eller for meget kulde. Det hænger sammen med den generelle opvarmning af Arktis, som sænker hastigheden på jetstrømmene, som driver vejret, siger Jason Box.

Bliver ikke "ny normal"

Han tror ikke, at tendensen med lidt eller ingen tab af indlandsis i 2017 og måske også 2018, vil fortsætte. 15 års-gennemsnittet viser et tab af svimlende 8.000 kubikmeter is i sekundet.

- At have et år, hvor det tab er omkring nul, er en velkommen overraskelse. Jeg forventer ikke at det bliver den nye normal, siger Jason Box.

I stedet tjener det til at vise, at den globale opvarmning er en kompliceret størrelse, som er svær at forudsige.

- Men det kan godt ende med, at indlandsisens masse vil være uforandret over de her to år. Selv om jeg er overbevist om, at det er del af den globale opvarmning, giver det os mere tid til at overveje, hvordan vi skal forberede os på havstigningerne, siger glaciologen.

Facebook
Twitter