Ekspert: Hverken Israel eller Hamas ønsker en ny krig

Konflikten i Gaza kan udløse en krig, men det ønsker parterne ikke, vurderer ekspert.

Et israelsk luftangreb ramte i går den Hamas-kontrollerede tv-station al-Aqsa TV i Gaza. (Foto: MAHMUD HAMS © Scanpix)

Efter en tilsyneladende mislykket israelsk specialstyrkemission langt inde i Gazastriben søndag er bølgerne gået højt mellem Hamas og ærkefjenden Israel.

Siden episoden, der kostede syv palæstinensere og en israelsk soldat livet, er over 400 raketter blevet sendt fra det Hamas-kontrollerede Gaza mod Israel, der har svaret igen med 150 målrettede angreb i Gaza, beretter BBC.

Her er seks palæstinensere - fire af dem militante - blevet dræbt, mens en mand i Israel også har måttet lade livet, rapporterer det britiske medie.

Værste angreb i fire år

Men trods de dødelige angreb, som er de mest voldsomme siden Gaza-krigen i 2014, ønsker ingen af parterne en egentlig krig.

Det vurderer Danny Raymond, studieadjunkt på Aalborg Universitet og ekspert i israelsk indenrigs- og udenrigspolitik.

- Der er ikke en interesse fra hverken Israel eller Hamas i at eskalere situationen yderligere, siger eksperten, der dog ikke udelukker, at det kan ske alligevel.

Gaza-striben ligger inddæmmet mellem Egypten, Israel og Middelhavet.

Frygt for magtvakuum i Gaza

Trods sabelraslen fra begge sider er der kræfter i kulisserne, der arbejder på, at der ikke skal komme en ny krig mellem Hamas og Israel, siger Danny Raymond, som peger på, at de to parter over en længere periode har forhandlet gennem Egypten.

Og selvom grupper på højrefløjen i Israel ytrer et ønske om at destruere Hamas, er det ikke noget, der står på regeringens ønskeliste, siger eksperten.

- Alle i Israel er enige om at, hvis man fjerner Hamas, så står Islamisk Jihad og andre grupperinger klar, som vil udfylde det her vakuum, siger han.

- Alternativt er israelerne tvunget til at gå ind, men der er ingen, som har en interesse i, at israelerne skal begynde at styre 1,5 millioner palæstinensere inde i Gazastriben. Det er ikke en gunstig situation, siger Danny Raymond.

- Alle har på en måde lyst til, at der skal være en form for status quo, siger han.

Krig kan stadig bryde ud

Derfor forventer Danny Raymond ikke, at den nuværende konflikt udvikler sig til en egentlig krig. Han vil dog ikke udelukke, at det kan ske.

Hvis et af Hamas’ missilangreb bliver særligt blodigt og kræver mange civile ofre, kan der komme et israelsk pres, der leder til en krig mod Hamas, vurderer han.

- Nogle gange kommer disse konflikter, der ikke skulle være blevet en egentlig krig, på denne måde, hvor tingene eskalerer, siger Danny Raymond.

Krigen mellem Israel og Hamas kostede i 2014 flere end 2.000 menneskeliv.

Facebook
Twitter