Ekspert i ekstremisme: Angreb på USA's kongres var planlagt i ugevis

Demonstranterne planlagde demonstrationen i fuld offentlighed på nettet.

Demonstrationen foran Kongressen blev diskuteret på internetfora i ugevis. (Foto: Stephanie Keith © Scanpix)

Mange så chokerede til, da en enorm menneskehob løb den amerikanske kongres over ende 6. Januar.

En begivenhed, der for kort tid siden fik Demokraterne i Kongressen til officielt at fremlægge et forslag om at stille præsident Donald Trump for en rigsret for at “tilskynde til oprør".

De amerikanske myndigheder burde dog have forudset det kaos, demonstrationen endte i, for advarselslamperne havde blinket i ugevis, mener den amerikanske forsker i indenlandsk ekstremisme Jared Holt fra tænketanken Atlantic Council.

Forinden havde ekstremisterne nemlig talt sammen om, hvordan angrebet skulle forløbe, hvordan de skulle trænge ind, og hvem der var angrebets mål - alt sammen helt åbenlyst på internettet.

- De ville møde op i store flokke og overbebyrde politiet på stedet, så de kunne omgå Washington D.C.s love imod at bære håndvåben og andre våben, siger Jared Holt til DR.

- Folk delte kort over kongresbygningen med forskellige indgange, og de talte sågar om gangene, der er under bygningen.

Kommunikationen foregik på alternative internetsider og fora som Gab, MeWe, Zello, Telegram og Parler. Sidstnævnte er nu fjernet fra Googles og Apples platforme, ligesom Amazon har valgt at lukke for de servere, Parler bruger.

- I diskussionerne på diverse fora talte brugerne om at anholde og endda skade politikerne. Mange af de her samtaler foregik helt åbenlyst på internettet, forklarer Jared Holt.

Under angrebet lykkedes det demonstranterne at trænge ind i det amerikanske senatskammer, hvor de triumferende indtog talerstolen. Flere fik også adgang til det kontor, der tilhører formanden for Repræsentanternes Hus, Kongressens andet kammer.

Jared Holt forsker i indenlandsk ekstremisme i tænketanken Atlantic Council. (© dr)

Også journalisterne blev der lagt planer for på internettet, forklarer Jared Holt.

- Medierne blev udråbt som en fjende, der skulle håndteres og modarbejdes på stedet.

Det oplevede DR’s USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz på egen krop, da hun blev chikaneret foran kongresbygningen i onsdags.

Se hvad der skete i videoen her:

Ifølge Robert Moore, der er korrespondent på den britiske tv-station ITV, var nogle af demonstranterne udmærket klar over, hvordan de skulle bevæge sig rundt i Kongressen.

- Jeg så en kvinde, der forsøgte at lede folk op af en bestemt trappe, mens hun forklarede, at det var den rigtige vej at gå. Bygningens geografi er så indviklet, at flokken sagtens kunne være faret vild. Hun vidste, hvad hun ville, siger Robert Moore til DR.

Trump inden kaos: Det bliver vildt!

USA’s præsident Donald Trump havde i ugevis opfordret folk til at møde op til "stor" demonstration i Washington. 20. december 2020 tweetede han fra sin nu lukkede Twitter-profil:

- Stor demonstration i Washington D.C. Mød op. Bliver vildt!

Bagmændene bag demonstrationen navngav den "Wild Protest" efter præsidentens tweet, der stadig kan læses på TheTrumpArchive.com, skriver mediet ProPublica og tv-nyhedsprogrammet Frontline.

- De ekstremister, som var helt opslugt af de konspirationsteorier og den misinformation, som præsidenten har spredt på nettet efter valgnederlaget, opfattede det som en opfordring til, at de tog til Washington, forklarer Jared Holt.

- Vi så militsgrupper, ekstremister drevet af konspirationsteorier som følgere af QAnon, vi så The Proud Boys, som tidligere har deltaget i gadekampe. Alle de ekstreme grupper og resten af Trumps støtter, der er blevet opslugt af konspirationsteorierne, blev forenet i en fælles sag.

  • Demonstranter på trapper til Kongressen kaldet The Capitol. (Foto: Samuel Corum © Scanpix)
  • Demonstrant på gangene i Kongressen. (Foto: Saul LOEB © Scanpix)
  • Smadret kameraudstyr efterladt foran Kongressen. (Foto: AGNES BUN © Scanpix)
1 / 3

Ifølge forskeren tog mange demonstranter til hovedstaden Washington D.C. med overbevisningen om, at stormløbet på Kongressen var deres sidste chance for at omgøre valgresultatet fra 3. november sidste år. Adskillige demonstranter er siden onsdag blevet anholdt.

En af arrangørerne, Ali Alexander, opfordrede folk til at tage telte og soveposer med til demonstrationen.

- Hvis D.C. eskalerer... så gør vi også, skrev Alexander på det nu lukkede Parler før demonstrationen.

Forsker: Det kan blive værre næste gang

På lørdag træder chefen for Kongressens politikorps, Steven Sund, tilbage efter massiv kritik af håndteringen af demonstrationen - blandt andet fra formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi. Ifølge Sund blev hans anmodninger om at få assistance fra Nationalgarden dog overhørt hele seks gange.

Generelt er der et enormt behov for selvransagelse, mener Jared Holt.

- Det påhviler nu samfundet, lovgiverne, føderale embedsmænd og ordensmagten, at forlige sig med problemet. For hvis vi ikke gør noget snart, kan det gå meget værre næste gang, noget lignende sker, advarer Holt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter