Ekspert: Islamisk Stat lokker centralasiater med penge og ideologi

Flere formodede bagmænd bag nylige terrorangreb kommer fra tidligere sovjetstater som Usbekistan og Kirgisistan.

Politibil i Stockholm udsmykkes med blomster efter fredagens terrorangreb. (Foto: Jan Vinholdt Pedersen)

Den formodede gerningsmand, der fredag kørte en lastbil ind i menneskemængden på en af Stockholms travle shoppinggader, var en 39-årig Islamisk Stat-sympatisør, der har rødder i Usbekistan.

Da en selvmordsbomber få dage før dræbte 14 mennesker i Sankt Petersborgs metro, var det ifølge myndighederne en 22-årig mand fra nabostaten Kirgisistan.

Og da en mand nytårsaften skød og dræbte 39 mennesker i en natklub i Istanbul, var der tale om en usbeker fra Kirgisistan, der angiveligt udførte angrebet på vegne af Islamisk Stat.

Borgere fra de tidligere sovjetstater i Centralasien spiller en større og større rolle i terrororganisationen, fortæller terrorekspert Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige:

- Personer fra radikaliserede miljøer i blandt andet Tjetjenien, Usbekistan og Kirgisistan spiller en meget vigtig rolle i Islamisk Stat, fortæller han. Han vurderer, at op til til 5.000 personer er rejst fra de centralasiatiske stan-landene til Islamisk Stat (IS) i Syrien og Irak.

- Her kæmper de i specielle enheder, der opdelt efter sprog, ligesom der er højtstående ledere fra regionen i organisationen, fortæller Magnus Ranstorp. Eksempelvis hoppede en leder fra Tadsjikistans specialstyrker, Gulmurod Khalimov, i 2015 af og sluttede sig til Islamisk Stat.

Får løn for at kæmpe i Syrien

Der er flere årsager til den centralasiatiske fødekæde til IS. Flere af de tidligere sovjetstater styres benhårdt af diktatoriske leder, der undertrykker religion og demokratiske rettigheder.

Dette gør, at tilslutningen til islamistiske bevægelser som Islamic Movement of Uzbekistan og Hizb ut-Tahrir vokser. Netop de anti-muslimske love i sit hjemland var den årsag, som Gulmurod Khalimov ifølge BBC i en video angav som grund til sin beslutte om at kæmpe for IS.

Mange af de centralasiatiske land er præget af stor fattigdom og høj arbejdsløshed, hvilket gør dem til gode rekrutteringsmarker for terrororganisationer som Islamisk Stat og al Qaeda.

For unge mænd uden andre fremtidsudsigter er det en mulighed at blive "ideologiske lejesvende":

- For mange handler det også om forsørgelse. De får nemlig løn for at tage ned til Syrien og kæmpe. De deler ideologien, men det også et job, siger Magnus Ranstorp.

Og nogle af de centralasiatiske IS-krigere finder vej til terrormål i Rusland og Tyrkiet, mens også til Nordeuropa. Angiveligt havde den formodede gerningsmand bag fredagens angreb i Sverige søgt og fået afslagasyl i Sverige, men var siden gået under jorden.

Ville dræbe 'vantro'

Men hvorfor ramme Sverige? Et land, der hverken har trykt Muhammed-tegninger eller er med i koalitionen mod Islamisk Stat i Syrien, men tværtimod har taget imod tusindvis af flygtninge?

- Nu er det jo endnu ikke bekræftet, at gerningsmanden bag angrebet i Stockholm, var sendt af IS. Vi ved bare, at han har delt IS-videoer og støtter IS. Ifølge kilder har han sagt, at han ville 'dræbe vantro', og det tyder jo på et ideologisk mål. Man vil bare skade alle, der ikke deler ens ideologi, siger Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige.

En række tidligere sovjetstater som Kirgisistan og Usbekistan har fostret de kommende gerningsmænd bag en række terrorangreb.relateret til Islamisk Stat.

Rettelse: En tidligere version af denne artikel indeholdt forkerte oplysninger om de centralasiatiske landes historie. Vi beklager fejlen.