Ekspert: Israelere er også imod Gaza-angreb

Mens det internationale samfund råber på våbenhvile i Gaza, er holdningerne om luftangrebene delte i Israel.

En israeler peger mod himlen, mens han kigger mod Gaza-striben fra en høj i det sydlige Israel. (© Scanpix)

Den israelske befolkning fremstår umiddelbart som en samlet flok, der bakker trofast op om Netanyahu-regeringens bestræbelser på at ramme Hamas hårdt med omfattende luftangreb.

Men debatten om den militære kurs raser også i det lille mellemøstlige land, og holdningerne er delte.

Ifølge mellemøstekspert og ekstern lektor på Roskilde Universitet Danny Raymond, der befinder sig i Israel, er debatten i landet meget varieret og afhænger meget af, hvilket medie man bruger.

- Der er en lille venstrefløj, som er meget åbenmundet og kritisk over for regeringen. Det er ikke bare i forhold til den øjeblikkelige aktion, men også den generelle politiske linje, siger han.

Arbejder for tostats-løsning

Centrum-venstre-avisen Haaretz, der kan sammenlignes med det danske dagblad Politiken, er skeptisk og kritisk over for aktionen og opfordrer på lederpladsen til fred.

Den mest kritiske bastion udgøres af bevægelsen Fred Nu, der arbejder aktivt for en tostats-løsning i konflikten.

- Men de udgør fortsat en meget lille andel af den israelske befolkning, siger Danny Raymond.

Raketter affyres fra Gaza City og indover Israel. (© Scanpix)

Det samme gør også den ultranationalistiske fløj i Israel. De ser dog de aktuelle begivenheder i Gaza som en mulighed for et endeligt opgør med det palæstinensiske selvstyre, lyder det fra Danny Raymond.

- De ønsker at optrappe konflikten yderligere og er repræsenteret som parti i regeringen, men er ikke toneangivende. De har indflydelse, men ikke i forhold til den overordnede militære strategi, siger han.

Håber på ro i nogle år

Der hersker dog ingen tvivl om, at den generelle holdning blandt israelerne er, at luftangrebene er på sin plads.

- De håber, at angrebene kan få Hamas til at stoppe deres bombardementer og reducere truslen, så der kan blive ro i nogle år igen, siger Danny Raymond.

Konflikten er opstået efter drabet på tre unge israelere og en ung palæstinenser.

I Israel har det skabt en bølge af solidaritet over for de pårørende, og mange stemmer - blandt andet en mor til en dræbt - har taget kraftigt afstand til mordet på den unge palæstinenser.

Facebook
Twitter