Ekspert: Løvejagt er blevet en familie-sport

I dag kan alle komme på jagt i Afrika og skyde vilde dyr, fortæller jagt-ekspert.

Løven Cecil var utroligt populær i Zimbabwe, hvor den var kendt for at være rolig, fredelig og interesseret i at komme tæt på turisterne. Efter den blev skudt, har gerningsmanden måtte lukke sin tandlægeklinik i Minnesota i USA på grund af voldsomme protester. (Foto: Zimbabwe Parks and Wildlife Mana © Scanpix)

En tandlæge fra byen Bloomington i Minnesota er i disse dage en af de mest hadede mennesker i verden, efter han skød og dræbte den fredede løve Cecil uden for et naturreservat i Zimbabwe under en storvildtsjagt.

Tandlægen Walter Palmer havde ellers købt sig til retten til at skyde en løve under jagten - og faktisk er det slet ikke unormalt, at ganske almindelige mennesker kan tage ud og jage truede dyrearter som løver, leoparder og næsehorn.

Engang var det ellers kun de absolut rigeste af verdens befolkning, der tog på løvejagt. Men som tiden er gået, og verden er blevet mindre, har flere nu fået muligheden for at komme på storvildtjagt i Afrika, fortæller Steen Andersen, redaktør på Hunters Magasin og vært på jagtmagasinet på DK4.

- I dag er det alle, der vil prioritere at spare 20-25.000 kroner op, der kan tage til Afrika og gå på jagt og få en kæmpeoplevelse ud af det, siger han til DR Nyheder.

Tager familien med på løvejagt

Indtil seneste finanskrise var det meget de rige herrer, der tog af sted på de store jagtselskaber for at skyde The Big Five (løve, elefant, leopard, næsehorn og bøffel), men det har ændret sig meget i de senere år. Nu findes der jagter i alle prisklasser.

- Det er blevet sådan, at hvis farmand skal ud og brænde penge af, så vil resten af familien også med. Så der er i højere grad flere, der tager med far, mor og børn med ud på selve jagten. Der er kommet et helt nyt segment og ny facet i den måde, man kan tage på storvildtjagt i Afrika, siger Steen Andersen.

For de fleste er det dog mindre dyr, der står på menuen som for eksempel antiloper. Er jægeren mere interesseret i de store dyr, er priserne stadig så høje, at der er tale om en mindre skare, der har råd til det.

- Hvis du vil skyde The Big Five eller The Dangerous Seven, så koster det stadig en masse penge. Man kan sagtens ende med at få rystet en halv million kroner ud af lommen for det.

Løvejagt er overvåget af myndigheder

Et af de lande, der netop tillader storvildtjægere at skyde store trofæer i deres baghave, er Zimbabwe. Her kan jægere få lov at skyde løver og elefanter for et fast beløb. Alligevel mener Steen Andersen ikke, at jagten, hvor løven Cecil blev dræbt, kan skyldes en ivrig turist. Der er nemlig streng kontrol med de jægere, der kommer til Afrika.

- Når man kommer til Afrika, er det første guiderne gør, at de tager én med ud på skydebanen, og så skal de se, om man rent faktisk kan skyde. Man får ikke bare lov til at tulle rundt og skyde til højre og venstre. Der er en professionel jæger med, der siger hvilket dyr, du må skyde, siger han.

Hvis nogen kommer til at skyde et forkert dyr, er det fordi, den professionelle jæger ikke har gjort sit arbejde godt nok, mener Steen Andersen.

- Det er den professionelle jæger-guides ansvar, at jagten forløber på den rigtige måde, at ingen kommer til skade, og at alle kommer hjem igen, siger han.

Det er endnu uklart, om tandlægen fra Minnesota vidste, hvad han gjorde, da han skød en pil i brystet på løven Cecil. Sikkert er det dog, at Cecil bar et halsbånd med GPS-sender og dermed var tydeligt markeret. Og at tandlægen Walter Palmer var en erfaren storvildtjæger, der tidligere har skudt både næsehorn og leoparder.

Facebook
Twitter