Ekspert om angreb i Iran: Islamisk Stat har fokus rettet mod Iran

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget skylden for dobbeltangreb i Iran, men det er endnu ikke bekræftet.

Et barn bliver evakueret fra det iranske parlament, der tidligere i dag blev angrebet. (Foto: TIMA AGENCY © Scanpix)

- Det er to ekstremt vigtige mål, der er blevet ramt.

Sådan lyder vurderingen fra Rasmus Elling, der er Iran-forsker og lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, efter den iranske hovedstad tidligere i dag blev ramt af to stort set simultane angreb.

Mindst 12 skal have mistet livet ved angrebene, skriver statsmediet Irib ifølge nyhedsbureauet Reuters og BBC.

Både parlamentet og ayatollah Ruhollah Khomeinis mausoleum flere kilometer derfra er ramt, skriver internationale medier.

- Parlamentet og gravpladsen for grundlæggerne for den iranske republik er hjertet af det iranske styre. Det er et symbolsk center for iransk ideologi, siger Rasmus Elling.

Terrororganisationen Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, men det er ikke blevet bekræftet af de iranske myndigheder.

En nation af kættere

Det er dog ikke utænkeligt, at det er terrorbevægelsen, der står bag dobbeltangrebet, mener Rasmus Elling.

- Islamisk Stat anser Iran for at være en nation af kættere. Iran er shiamuslimsk, og de støtter Assad-regimet i Syrien og støtter Irak, der begge bekæmper Islamisk Stat. Derfor anser IS Iran som en fjende på højde med Vesten.

Rasmus Elling understreger, at en håndfuld andre militante grupper kan stå bag angrebene, men Islamisk Stat har de seneste måneder rettet fokus og skytset mod Iran.

- I marts udgav man en video på persisk, hvor man opfordrede sunnimuslimer til at gribe til våben mod Iran, og de har flere gange truet med angreb mod Iran som hævn for kampen mod IS, forklarer han.

Første IS-angreb i Iran

Hvis det viser sig at være Islamisk Stat, der står bag angrebene i Teheran, vil det ifølge Rasmus Elling være første gang, de slår til i Iran.

- Angrebet sker formentlig nu, fordi man har set en taktisk fordel i at åbne den front, og nu har man set sit snit. Det er svært at vide, hvordan det er organiseret, men det kan være lokal celle, der har fået støtte udefra, siger han.

Efter angrebet har politikere over en bred kam været ude og fordømme angrebet, der har forfærdet befolkningen, siger Rasmus Elling.

- Nogle er chokerede, mens andre siger, det var et spørgsmål om tid, før Iran ville blive ramt.