Ekspert om indisk bombetogt i Pakistan: Vi er ret højt oppe på konfliktskalaen

Ingen af de to atommagter har dog interesse i at starte en egentlig krig.

Indiske kampfly angreb den pakistanske del af Kashmir i nat. (Foto: Piyal Adhikary © Scanpix)

Indiens bombetogt i Pakistans del af Kashmir er en kraftig eskalation i konflikten om Kashmir mellem Indien og Pakistan.

Men ingen af parterne har interesse i at gå i krig med hinanden, ikke mindst fordi begge er atommagter.

Sådan lyder analysen fra konsulent ved Forsvarsakademiet David Vestenskov, som blandt andet forsker i pakistansk sikkerhedspolitik.

- Det er ikke usædvanligt, at der flyver kugler over grænsen og sker forskellige ting på ugentlig basis. Men når 10-12 indiske fly flyver ind og bomber på pakistansk territorium, er vi ret højt oppe på konfliktskalaen, siger han.

- Det er også derfor, man ser, at politikerne og særligt den pakistanske hær tager det her meget alvorligt, siger han.

Lang konflikt om Kashmir

De to atommagter har skændtes om Kashmir siden Pakistans og Indiens deling i 1947. Begge parter mener, at Kashmir hører under dem, men hver især kontrollerer de kun dele af området, som er adskilt af en ad hoc grænse.

Når Indien i går sendte jagerfly ind i den pakistanske del, var det for at bombe en lejr for den militante islamistiske gruppe Jaish-e-Mohammed.

Gruppen, som Indien opfatter som en terrorgruppe, har taget skylden for et bombeangreb på en indisk konvoj af sikkerhedsstyrker for 12 dage siden, som dræbte mindst 40. Det var det værste angreb på Indien i Kashmir siden slutningen af 1980'erne.

Indien mener, at gruppen støttes af Pakistan, imens Pakistan afviser enhver rolle i angrebet.

- Der er tale om et indisk gengældelsesangreb på terroraktionen for 12 dage siden. Mest af alt kan man sige, at det er en kynisk kommunikationsform, som bunder i konflikten over Kashmir, siger David Vestenskov.

Ingen er interesseret i krig

Alligevel frygter Pakistan-eksperten ikke, at situationen kommer ud af kontrol, og at de to stridende parter kommer i egentlig krig med hinanden.

- Når begge parter er atommagter, er der selvfølgelig grund til bekymring, men det er også en forsikring, siger David Vestenskov.

- Det, at begge lande har atomvåben, gør, at risikoen for, at vi ryger ud i en decideret krig, er tæt på ikke-eksisterende, siger han.

- Som jeg læser det, vil man se den her kyniske kommunikationsform fortsætte, indtil det finder et leje, hvor begge stater er tilfredse. Og begge staters primære fokus er rettet mod deres egne befolkninger.

I sidste ende vil både Pakistan og Indiens ledere koncentrere sig om at vise, at de er handlekraftige i konflikten med nabolandet.

- Det kan være i form af militære aktioner eller diplomatiske og retoriske svar. Men en decideret åben krig har ingen af staterne en interesse i, siger David Vestenskov.

Pakistan nedtoner angreb

Han ser allerede tegn på, at Pakistan forsøger at nedtone nattens angreb.

For imens Indien siger, at det dræbte 50-100 Jaish-e-Mohammed-militante, har Pakistan været ude at melde, at der ingen ofre var.

Pakistans hær har frigivet dette billede af træer på et højdedrag, som ifølge forsvaret blev ramt af de indiske jagerfly. (Foto: handout © Scanpix)

- De taler til deres befolkninger. I Indien har man behov for at vise, at man reagerer på angrebet for 12 dage siden, og fortælle den indiske befolkning, at regeringen tager hånd om situationen, siger han.

- I Pakistan har man interesse i at dysse omfanget af den indiske aktion ned for ikke at presse sig selv op i et hjørne, hvor man er nødt til at give et stort militært modsvar. For hvis den indiske udlægning er rigtig, vil der være pres på for at give et lignende modsvar, og så kan konflikten eskalere, siger Pakistan-eksperten.

Ifølge Indien planlagde Jaish-e-Mohammed flere selvmordsangreb, hvilket affødte nattens aktion.

Det står uklart, hvor mange som reelt blev dræbt ved angrebet, men landsbyboere siger til BBC Urdu, at fem huse blev ødelagt.

Ifølge CNN er 47.000 mennesker i Kashmir blevet dræbt af militante de seneste 30 år.

Facebook
Twitter