Ekspert om royal retræte i Storbritannien: 'Uhøfligt', 'ungdommeligt' og 'spontant'

Harry og Meghans tilbagetræden opfattes som uvenlig mod dronningen, siger tidligere lektor.

Prins Harry og hertuginde Meghan har længe følt sig forfulgt af den britiske presse. Nu vil de ikke længere være fremtrædende i kongehuset. (Foto: Facundo Arrizabalaga © Scanpix)

- Det er fantastisk usædvanligt. Jeg tror aldrig, nogen har fundet på det her før.

Telefonlinjen fra Newcastle i Nordengland skratter lidt, da Hans Christian Andersen endelig kommer igennem. Han er tidligere lektor på Northumbria University og har i mange år fulgt britiske samfundsforhold tæt.

Nyheden om at prins Harry og hertuginde Meghan ikke længere vil være 'fremtrædende' medlemmer af kongehuset har sendt chokbølger igennem det britiske samfund, hvor sagen nu kaldes for 'Megxit'.

Og det er ikke så underligt - særligt når dronning Elizabeth og resten af den kongelige familie slet ikke var advaret om det, fortæller Hans Christian Andersen, der har boet i England siden 1982.

- Det er meget, meget uhøfligt og ureglementeret. Det svarer til, at et medlem af en familie, der ejer en meget stor virksomhed, pludselig fortæller pressen, at vedkommende ikke vil arbejde for firmaet mere, uden at have sagt det til nogen som helst i bestyrelsen.

- Det er lykkedes for dem (Harry og Meghan, red.) at gøre det på en måde, som har skabt stor modvilje mod dem, fordi dronningen nyder enorm respekt i Storbritannien fra alle sider i det politiske spektrum. Det er meget ungdommeligt og spontant og en smule uvenligt over for en gammel bedstemor, som er dronning, siger Hans Christian Andersen.

Prins Harry og hertuginde Meghan offentliggjorde deres nye fremtidsplaner på det sociale medie Instagram onsdag aften. Parret vil fremover pendle mellem Storbritannien, USA og Canada.

BBC: De kunne ikke lide jobbet

Det britiske kongehus har efterfølgende udtrykt forståelse for parrets ønske - men understreger samtidig i en pressemeddelelse, at situationen er kompleks, og at det vil tage tid at finde en model for parrets fremtidige tilknytning til familien.

Prins Harry og hertuginde Meghan har igennem længere tid kæmpet en hård kamp med især de britiske tabloidaviser, som de gang på gang føler sig krænkede af.

Så sent som i oktober besluttede de at gå rettens vej og sagsøge medierne, hvilket er et brud med traditionen i kongehuset om ikke at gå ind sådanne sager.

Da prins Harry i 2017 annoncerede sin forlovelse med skuespillerinden Meghan Markle, eksploderede historien i medierne, og pressen gjorde alt for at få billeder af den kommende brud.

Samtlige forsider på britiske aviser har historien om prins Harry og hertuginde Meghan.

Det skete ifølge det britiske kongehus i så ekstrem grad, at hoffet udsendte en pressemeddelelse på vegne af prins Harry, der udtrykte bekymring for sin forlovedes sikkerhed.

Ifølge BBC's royale korrespondent, Jonny Dymond, der har fulgt parret tæt de seneste år, er mediernes massive interesse i parret en stor del af årsagen til deres retræte.

- Det var ret tydeligt, når man rejste med dem, at der var store dele af jobbet, de simpelthen ikke kunne lide, siger han i en analyse.

- Harry var blevet bedre til at stå foran de store skarer af mennesker, men han hadede alle ceremonierne og særligt alle kameraerne, siger Jonny Dymond, der påpeger, at beslutningen har medført raseri i kongehuset:

- Faktisk kan man sige, at prins Harry og Meghan allerede nu er koblet fra kongehuset, siger korrespondenten.

Urealistisk med mindre søgelys

Om parrets beslutning rent faktisk vil indebære, at medierne holder sig på længere afstand, er meget tvivlsomt, vurderer Hans Christian Andersen.

- Det er meget svært at forestille sig, hvordan det skulle ske, med mindre de trækker sig helt ud af kongehuset og gemmer sig på et slot med et stort hegn rundt om.

Den kendte britiske journalist og studievært Piers Morgan opfordrer dronning Elizabeth til at fyre både prins Harry og hertuginde Meghan. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

- Prins Harry er meget populær, så mange er interesserede i ham verden rundt. Og Meghan er endnu mere populær, fordi hun har været skuespiller i lang tid, så det bliver ikke nemt for dem. De skal jo nærmest bo på en ø med et hegn om. Og der skulle være patruljefartøjer, der skulle holde folk væk, siger den tidligere lektor.

Han fortæller, at der også er stemmer i den britiske debat, der mener, at parret bør kunne tage den her slags beslutninger om deres eget liv uden at blive kritiseret for det.

- Parret har jo også en plan om at lave en fond, hvor de på en eller anden måde vil hjælpe folk, som ikke har det så godt, til at få det bedre. Så et sted i det her ligger tanker om, at de vil noget positivt og ikke bare prøver at gemme sig.

- Så det kan vise sig at være et spændende projekt, som ændrer det britiske kongehus, siger Hans Christian Andersen.