Ekspert om sortlistede fly: Tænk dig om før flyturen

Et fly er i dag er styrtet ned på den indonesiske ø Papua. Selskabet bag, Trigana Air Service, er på EU's liste over flyselskaber med flyveforbud i EU.

Man bør bruge sin sunde fornuft, hvis man skal ud at flyve med et flyselskab fra EU's sorte liste. (Foto: BAGUS INDAHONO © Scanpix)

Brug din sunde fornuft og tjek vejrudsigten, inden du hopper om bord på et fly, som er fra et flyselskab på EU's sorte liste. Sådan lyder rådet fra en ekspert i flysikkerhed.

Trigana Air Service, som servicerer det fly, der i dag er styrtet ned på den indonesiske ø Papua, florerer på EU's liste over fly med flyveforbud i EU.

Rejser man lokalt i Indonesien, Afrika eller for eksempel Nepal med et flyselskab fra listen, så råder ekspert i flysikkerhed Hans Christian Stigaard rejsende til at tjekke forholdene, inden man stiger ombord. - Hvis man rejser i Nepal som rygsæksrejsende, kan man næsten ikke undgå at flyve med et fly fra listen. Så man bør tage sine forholdsregler og få tjekket vejrudsigten. Det er fjollet at stige ombord, hvis det regner og blæser. Man kan måske også tage et kig på flyet og vurdere, om piloterne ser rigtige ud, lyder det fra Hans Christian Stigaard til DR Nyhed

Især Nepal advarer han mod, da det er her, der sker allerflest flyulykker i forhold til antal flyvninger.

Den sorte liste

Luftfartsikkerheden i EU er en helt anden end i for eksempel Indonesien, Afrika og Nepal. Derfor har man udarbejdet en liste over flyselskaber med flyveforbud i EU. - Der er flere grunde til, at de er på listen. Det kan typisk være, at flyene ikke er vedligeholdt, piloterne ikke har et godkendt certifikat, eller at myndighedernes kontrol ikke er i orden, fortæller Hans Christian Stigaard.

Myndighederne oplyste sidst på eftermiddagen, at det forsvundne fly fra selskabet Trigana er styrtet ned på øen Papua. Det var fløjet afsted i dårligt vejr i det bjergrige område. På grund af mørke har man dog indstillet eftersøgningen, der først genoptages mandag.

Se hvilke flyselskaber der er på EU's sorte liste her.

Facebook
Twitter