Ekspert: Storbritannien undervurderer problemer ved et brexit

Briterne og de andre EU-lande får et hårdt opgør om artikel 50, der starter exit-processen, forudser ekspert.

Med Boris Johnson som ny udenrigsminister, David Davis som chefforhandler af den britiske exit fra EU og Liam Fox som ny minister for international handel har May har indsat et hold af "hard core"-brexit-folk på nøgleposterne, mener ekspert. (Foto: Paul hackett © Scanpix)

Storbritanniens nye premierminister, Theresa May, og hendes lige så nye regering undervurderer fuldstændig, hvor vanskelig vejen ud af EU vil blive for briterne.

Det mener i hvert fald Josef Janning, der er senioranalytiker ved den anerkendte tænketank European Council on Foreign Relations i Berlin.

- Udnævnelserne til den nye regering signalerer, at Theresa May mener det alvorligt med at forlade EU, siger Josef Janning.

- Men jeg tror, at der er en masse fejlberegninger i det hele. Jeg tror, at der vil opstå temmelig mange problemer i 2017, siger han.

Janning siger, at med Boris Johnson som ny udenrigsminister, David Davis som chefforhandler af den britiske exit fra EU og Liam Fox som ny minister for international handel har May har indsat et hold af "hard core"-brexit-folk på nøgleposterne.

David Davis mener, at det bliver nemmere at forlade EU, end mange tror.

Men så nemt bliver det ikke, forudser Josef Janning.

- Storbritannien vil formentlig finde ud af det på den hårde måde, hvordan situationen i virkeligheden ser ud, siger han.

Josef Janning forudser samtidig et hårdt opgør til efteråret mellem Storbritannien og de 27 andre EU-lande om at iværksætte EU-traktatens artikel 50.

Det er den, der starter den formelle nedtælling på to år til det endelige britiske farvel til EU.

Signalerne fra den nye britiske regering lyder på, at de vil vente med at trykke på knappen til starten af 2017 med exit i 2019. Men de 27 andre EU-lande vil have gang i exit-processen i en fart.

/ritzau/

Facebook
Twitter