Ekspert: Trump optrapper konflikt om Det Sydkinesiske Hav

Kina advarer USA mod at blande sig i en konflikt, som amerikanerne ikke har andel i.

Et arkivfoto fra USA's hær viser heftig kinesisk aktivitet ved en af de omstridte øer i øgruppen Spratly Islands. (Foto: © © Handout . / Reuters, Scanpix)

Forholdet mellem USA og Kina er allerede blevet en smule værre, efter Donald Trump har overtaget præsidentposten.

Det vurderer Liselotte Odgaard, som er lektor ved Forsvarsakademiet, efter Trumps pressetalsmand i går lod forstå, at USA vil forhindre Kina i at overtage territorium i Det Sydkinesiske Hav.

- Det betyder, at Kina vil være utilbøjelig til at føre en dialog omkring, hvordan man kan sikre, at USA og Kina ikke ender i en situation, hvor de bruger magt mod hinanden, siger Liselotte Odgaard:

- Generelt vil der være en optrapning af spændingsniveauet.

Forskeren peger dog på, at Trumps forgænger også førte en hård kurs overfor Kinas omstridte politik i Det Sydkinesiske Hav.

Kineserne har igennem længere tid bygget kunstige øer og opført militæranlæg i farvandet, som en række lande gør krav på.

I en officiel reaktion på Trump-talsmandens udtalelse siger Kinas udenrigsministerium, at USA ikke er part i striden.

Kineserne opfordrer USA til ikke at "skade freden og stabiliteten i Det Sydkinesiske Hav."

Her er områderne, som der er strid om. (Foto: © Grafik Morten Fogde Christensen, Grafik Morten Fogde Christensen)