Ekspert: USA's luftangreb er signal om nultolerance

Angrebet mod en syrisk luftbase er ikke begyndelsen på en større amerikansk intervention, vurderer ekspert.

USA angreb i nat en luftbase, der er kontrolleret af det syriske regime, som amerikanerne mener, stod bag et giftgasangreb mod Idlib i tirsdags. (Foto: SEAMAN FORD WILLIAMS / HANDOUT © Scanpix)

Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil ikke finde sig i, at Syriens regime bruger kemiske våben og dræber sin egen befolkning.

Det er USA's angreb på en syrisk luftbase et udtryk for, vurderer USA-kender og redaktør på Kongressen.com Anders Agner Pedersen.

- Det er et klart signal til den syriske præsident, om at den frygtelige handling, som vi så billeder fra den anden dag, det vil Trump under ingen omstændigheder tolerere, lyder det fra Anders Agner Pedersen til Ritzau.

Mindst 86 mennesker mistede livet, herunder mindst 30 børn, da der tirsdag blev brugt kemiske våben i et angreb i Idlib-provinsen i Syrien. Amerikanerne er overbeviste om, at det er den syriske regering, der står bag.

- Indtil nu har Trump været meget tilbageholden med hensyn til Syrien, men billederne af ofrene fra giftgasangrebet har efter sigende gjort ham så rasende og vred, at han har ændret holdning til Assad, siger USA-kenderen.

Hvad nu?

Tidligere har terrororganisationen Islamisk Stat været USA's eneste mål.

Derfor er det ifølge Henrik Breitenbauch, Centerleder på Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, en stor nyhed, at USA engagerer sig militært i Syrien og nu også går efter det syriske regime.

Men USA’s missilangreb i nat er ikke lig med, at USA har lagt sin strategi om, vurderer han.

- Jeg tror slet ikke, det kan fortolkes som et første skridt på vejen mod en større amerikansk intervention, for så vidt Trump er konsistent. Begrundelsen for angrebet er alene, at det er en straf for at bruge kemiske våben, siger Henrik Breitenbauch:

Luftangrebet er det første direkte militære skridt, som USA har taget over for Syriens præsident, Bashar al-Assad, imens borgerkrigen i Syrien har stået på.