Eksperter: Børn i Syrien-lejre i alvorlig fare for at blive radikaliseret

En giftig cocktail at leve omgivet af IS-støtter under kummerlige forhold.

I Al-hol-lejren i Syrien bor der lige nu omkring 45.000 børn - heriblandt flere danske. De er i fare for at blive radikaliseret, siger eksperter. (Foto: ALI HASHISHO © Scanpix)

Der er i høj grad grund til at bekymre sig om børnene i lejre som Al-hol i det nordøstlige Syrien, hvis man ikke pludselig skal stå med næste generation af IS-krigere.

Sådan lyder det fra Tore Refslund Hamming, der forsker i jihadisme ved European University Institute og er gæsteforsker ved University of Oxford.

I Al-hol-lejren bor der lige nu omkring 45.000 børn - heriblandt flere danske - under 12 år.

Børnene lever et liv omgivet af IS-støtter, som håber, at kalifatet genopstår.

Dét kombineret med de kummerlige forhold i lejrene er en farlig cocktail, forklarer forskeren.

- I Al-hol-lejren befinder der sig et ufatteligt antal sårbare mennesker uden udsigt til at komme ud. De holdes nærmest fængslet med en masse fanatiske IS-tilhængere og er ikke de sværeste i verden at påvirke. Det vil IS-tilhængere prøve at udnytte mest muligt, siger Tore Refslund Hamming.

Han bakkes op af Anja Dalgaard-Nielsen, der er terrorforsker og chef på Forsvarsakademiet.

- Vi ved, at social indflydelse betyder rigtig meget i radikaliseringsprocesser. Og der er ingen tvivl om, hvad det er for en form for social indflydelse, man bliver udsat for, hvis man bor i den her lejr.

- Islamisk Stats fortælling om verden er skræddersyet til at appellere til mennesker, der befinder sig i den situation, som de her mennesker gør i lejren her, siger hun.

Faste rammer og psykologer

Skal det lykkes at afradikalisere børnene og afværge en potentiel sikkerhedstrussel i fremtiden, er det nødvendigt at få dem hurtigt ud af lejrene og hjem til deres respektive lande, lyder det.

- Det er et komplekst stykke arbejde, hvor de her børn skal ind i trygge, faste rammer og tale med psykologer og bearbejde de ting, de har oplevet. Så de kan få en ide om, at livet godt kan være anderledes, siger Tore Refslund Hamming, der frygter vidtrækkende konsekvenser, hvis der ikke handles.

- Når du har sådan nogle steder med de her forudsætninger, er det virkelig et arnested for ekstremisme og radikalisering. Det tror jeg, vi kommer til at se med de her lejre, hvis vi ikke gør noget ved det, siger han.

Det er kun knap en uge siden, at en såret 13-årig dansk dreng blev hentet ud af Syrien.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er begge drengens forældre danske statsborgere. De rejste til Syrien for omkring fire år siden med deres børn for at leve i Islamisk Stats såkaldte kalifat. Faren er ifølge DR Nyheders oplysninger senere død i Syrien

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) eller udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Uklar politik

Det er endnu ikke klart, hvad den nye S-regering mener på området.

På Folkemødet for nogle uger siden forklarede daværende kongelige undersøger Mette Frederiksen (S), at der var "nogle dilemmaer" i spørgsmålet om at hjemhente danske børn fra lejrene.

Alle partierne omkring regeringen, De Radikale, SF og Enhedslisten, ønsker at hente danske børn hjem fra lejrene hurtigst muligt.

- Den danske regering skal overholde sine forpligtelser, og jeg kan ikke forstå, hvis man som minister tænker, at en IS-lejr er et sted for et barn, siger udlændingeordfører Rosa Lund (EL).

En række europæiske lande er de seneste måneder begyndt at hente børn af Islamisk Stat-krigere hjem - blandt andet Norge, Holland, Frankrig, Sverige og Tyskland.

I maj i år lykkedes det en svensk bedstefar at få sine syv forældreløse børnebørn ud af Syrien og hjem til Sverige.

Ifølge DR Nyheders oplysninger opholder mere end 25 kvinder og børn med forbindelse til Danmark sig i lejre for Islamisk Stat-støtter i det nordlige Syrien.

Fakta: Disse europæiske lande har hentet børn hjem

  • Belgien: 6 forældreløse børn

  • Norge: 5 forældreløse børn

  • Sverige: 7 forældreløse børn (forhandler om 5 yderligere)

  • Frankrig: 12 forældreløse børn (heraf to med dansk baggrund)

  • Holland: 2 forældreløse børn

Facebook
Twitter