Eksperter: Dårlig byplanlægning er skyld i Californiens dødelige skovbrande

De seneste brande har kostet rekordmange menneskeliv og penge.

Paradise var en af de byer, der blev hårdest ramt af skovbrandene i Californien. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

- Alt er væk. Det er svært at fatte.

Doug Edson sidder foran teltet, der har været hans hjem siden skovbranden.

I begyndelsen af november slugte den såkaldte 'Camp Fire' hans by, Paradise.

88 personer er døde, og mere end 200 er meldt savnet. Op mod 14.000 boliger brændte ned, deriblandt Doug Edsons, der derfor nu bor i telt.

- Hele byen er væk, siger han og kigger rundt på de askegrå, tomme grunde.

Op mod 14.000 boliger brændte ned under de seneste skovbrande. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

'Camp Fire' nord for San Fransisco blev den mest dødelige i Californiens historie, og meget tyder på, at det også bliver en af de dyreste.

Ifølge forsikringskilder og Bloomberg News kan skaderne efter 'Camp Fire' og en samtidig brand i udkanten af Los Angeles løbe op på næsten 125 milliarder kroner.

Dermed tegner 2018 til at fortsætte en årtier lang udvikling med stadigt flere ofre og stadigt mere destruktive brande.

Mens mange forklarer den udvikling med klimaforandringer, så skubber amerikanske forskere også skylden over på folk som Doug Edson, der vælger at bo midt i farezonen.

- Klimaforandringer spiller en rolle, men er ikke den afgørende årsag. Den primære årsag er mennesker, siger brandeksperten Jon Keeley fra US Geological Survey til Mercury News.

Mennesker bringer sig selv i fare

Keeley bliver bakket op af en række undersøgelser, der slår fast, at antallet af døde og de omfattende ødelæggelser nok er en konsekvens af klimaforandringer, men også af usmart menneskelig adfærd, der vil medføre endnu mere alvorlige konsekvenser fremover.

Mens højere temperaturer og ændrede vindforhold er med til at udløse skovbrandene i Californien, så vælger flere og flere mennesker samtidig at bo i områder, hvor brandrisikoen er størst, lyder det.

En undersøgelse lavet af forskere fra Villanova University i Pennsylvania viser, at antallet af boliger i områder med forhøjet brandrisiko bliver flere og flere. I det vestlige USA er det oppe på mere end syv millioner.

Set over et halvt århundrede er det en stigning på 1.000 procent.

88 personer mistede livet i skovbrandene, og mere end 200 er fortsat meldt savnet (Foto: Noah Berger © Scanpix)

Mennesker og skovbrande mødes oftere

De seneste to store brande i Californien har ramt, hvor byer spreder sig ud i ellers øde bakke- og bjerglandskaber med meget bevoksning, og hvor der ofte opstår skovbrande.

Mennesker starter brande med rygning, lejrbål og el-installationer. Brandene rammer flere personer og bliver mere destruktive, lyder analysen.

- Byer bevæger sig ind i regioner, hvor der ikke var mennesker før. Mennesker og skovbrande mødes derfor oftere, siger Stephen M. Strader fra Villanova University i et interview.

Uanset hvor farlig og dyr den tendens er, ser den ikke ud til at stoppe. Tværtimod, lyder det fra mange sider.

Ifølge en analyse vil der indenfor de næste tre årtier blive bygget 645.000 nye boliger i højrisikoområder i Californien. (Foto: ELIJAH NOUVELAGE © Scanpix)

Ifølge en analyse fra naturbeskyttelsesorganisationen Nature Conservancy i Californien vil der inden for de næste tre årtier blive bygget 645.000 nye boliger i højrisikoområder - i Californien alene.

- Det er blevet tid til at lave klogere og bedre landskabsplanlægning, så vores fremtidige beboelsesområder ikke bliver så sårbare, konkluderer organisationen.

På trods af faren har Doug Edson planer om at blive i Paradise og bo i sit telt lidt endnu, fortæller han.

- Jeg kender det her sted. Jeg har meget svært ved at forlade det, siger Doug Edson.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk