Eksperter efter Trump-told: Situationen er alvorlig for Tyrkiets økonomi

Den tyrkiske valuta er styrtdykket i forhold til dollaren i dag.

Tyrkiske lira er blevet markant mindre værd i dag. (Foto: © Yasin Akgul, Scanpix)

Tyrkiet har haft en forfærdelig dag på valtuamarkederne.

Den tyrkiske valuta, lira, faldt med 20 procent overfor den amerikanske dollar. I forvejen var liraen svækket med over 40 procent i forhold til dollaren i løbet af det seneste år.

De internationale aktiemarkeder har reageret på det tyrkiske valutastyrt med store fald.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, opfordrer i dag befolkningen til at stå sammen om landets valuta.

- Hvis der er nogen, som har dollar, euro eller guld gemt under puden, så gå til vores banker og veksl dem til tyrkiske lira. Det er vores svar til dem, der har indledt en økonomisk krig imod os, siger Erdogan.

Recep Tayyip Erdogan taler til tilhængere i byen Bayburt i dag. (Foto: © handout, Scanpix)

Redde sig selv

Jakob Ekholdt Christensen, der er chefanalytiker i Danske Bank, tvivler dog på, at de tyrkiske banker vil blive overrendt af ivrige valutakøbere:

- Der vil måske være nogle patriotiske tyrkere, som vil følge Erdogans råd, men for store dele af den tyrkiske befolkning handler det om at redde dem selv, og de vil stadigvæk forsøge at konvertere deres opsparing ind i dollar.

Chefanalytikeren, der følger Tyrkiets økonomi tæt, betegner situationen for landet som "meget alvorlig".

- Fordi Tyrkiet igennem flere år har optaget ret store lån i udenlandsk valuta. Og det vil sige, at når værdien af den tyrkiske lira falder meget, så gør det det dyrere at betale lånene tilbage for en almindelig husholdning og tyrkiske virksomheder.

- Det gør også, at risikoen for bankerne i Tyrkiet stiger, så investorerne er meget nervøse over situationen.

Otto Friedrichsen, som er aktiechef hos selskabet Formuepleje, mener, at Tyrkiet befinder sig i en "reel valutakrise":

- Det er meget alvorligt for Tyrkiet. Landets vækst er bremset op, og der er kraftigt stigende inflation, skriver han i en analyse af dagens udvikling.

Strid med USA

Problemerne for den tyrkiske økonomi bliver markant forværret af, at landet netop nu befinder sig i en diplomatisk krise med USA.

USA har indført sanktioner mod Tyrkiet for at have fængslet en amerikansk præst for spionage. Tyrkiet har svaret igen med modsanktioner.

I dag meddelte USA's præsident, Donald Trump, så på Twitter, at han vil fordoble toldsatser på aluminium og stål fra Tyrkiet - netop som den tyrkiske finansminister var i gang med at præsentere en redningsplan for landets økonomi.

- Vores forhold til Tyrkiet er ikke godt i øjeblikket, skriver Trump.

Rentestigning eller valutakontrol

Den normale medicin i Tyrkiets situation ville være at hæve renten, blandt andet for at bremse inflationen.

Men den slags indgreb ligger ikke i præsident Erdogans politiske dna, siger Jørn Fredsgaard Sørensen, afdelingschef i Eksportkreditfonden, der hjælper danske virksomheder med at eksportere til blandt andet Tyrkiet.

- Hele hans lederskab og succes hviler i høj grad på, at han har skabt økonomisk fremgang I Tyrkiet. Og det at sætte renten op, vil slå væksten en del ned, siger Jørn Fredsgaard Sørensen til Orientering på P1.

Han forventer dog alligevel, at en rentestigning ligger i kortene for Tyrkiets nærmeste fremtid.

- Fordi de andre muligheder, de har, ser endnu mere uappetitlige ud. Det kunne være at bede valutafonden IMF om et program eller indføre kapitalkontrol.

- Blandt de her optioner, så er det sådan set en rentestigning, der ligger lige for. Og i den her situation, hvor markederne er gået noget i panik, og man bliver chikaneret af udenlandske magter også, så kan kan han (Erdogan, red.) jo sagtens forsvare at gå ud og gøre noget ekstraordinært.