Eksperter: Menneskelig fejl bag forlis

Dansk kender af krydstogtssejlads og svensk ekspert er enige: Forliset skyldes en menneskelig fejl.

Krydstogtskibet Costa Concordia gik på grund ved øen Giglio. (Foto: Filippo Monteforte © Scanpix)

Ulykken med krydstogtskibet Costa Concordia ved øen Giglio ligner resultatet af en fatal fejl af mandskabet om bord.

Det vurderer redaktør Ejvind Olesen fra rejsebranchebladet Take Off. Han har gennem mange år beskæftiget sig med netop krydstogtsejlads.

Han undrer sig over, hvordan Costa Concordia kunne gå på grund i et farvand som alle krydstogtsskibe kender ud og ind.

- Det er næsten som en motorvej. Der kommer mange store krydstogtsskibe. Det er en klassisk strækning. Man skal være varsom med at sige det: Men det ligner en mega-fejl fra broen, siger Eyvind Olesen.

Godt udrustet skib

Også chefen for det svenske Sjöfartsverket, Ove Eriksson, tror, at der ligger menneskelig fejl bag forliset.

Han ser frem til, at myndighedernes søforhør kaster mere lys over, hvad der er gået galt på skibet.

- Sådanne skibe er særdeles godt udrustede med teknik og navigationsudstyr. Der er noget, der er gået meget skævt. En sådan ulykke bør helt enkelt ikke kunne ske, siger Ove Eriksson til det svenske nyhedsbureau TT.

- Et hul i skroget på 70 meter bør heller ikke kunne få et så stort skib til at gå til buds. Sådanne fartøjer har meget indbygget sikkerhed, siger han videre.

Facebook
Twitter