Tema Krigen i Syrien

Eksperter: Syriens præsident har grund til at virke sejrssikker

Syriens præsident taler om et "kæmpe skridt" mod en afslutning af borgerkrigen - og han har noget at have det i, mener analytikere.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, har grund til at være opløftet over udviklingen i borgerkrigen. (Foto: sana © Scanpix)

Præsident Bashar al-Assad siger, at det vil være "et stort skridt" mod en afslutning af borgerkrigen i landet, hvis regeringen igen får kontrol med Aleppo, der indtil 2012 var Syriens største by.

I et interview med den statskontrollerede avis al-Watan advarer Assad dog ifølge BBC om, at borgerkrigen ikke slutter med Aleppos fald.

Og det er et vigtigt forbehold, siger Mellemøst-korrespondent i DR Nyheder Puk Damsgård:

- Der er ingen tvivl om, at det vil være en vigtig sejr for præsident Assad. Det betyder, at han sidder på de fem største byer i Syrien - så på den måde kan det gå hen og blive et vendepunkt.

Overraskende let

I går oplyste Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, at Syriens regeringshær og dens allierede havde indtaget den gamle bydel i Aleppo fra oprørerne. Det burde ellers have været et af de vanskeligste områder at kæmpe i, siger Mikkel Storm Jensen, der er major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet:

Det har garanteret også været en overraskelse for Assads styrker, at det er gået så stærkt.

Mikkel Storm Jensen, militæranalytiker

- Jo mere labyrintagtige og knudrede sådan nogle bydele er, jo sværere er de at slås i. Det har garanteret også været en overraskelse for Assads styrker, at det er gået så stærkt.

Oprørernes kampform i Aleppo varsler ilde for oprøret i Syrien generelt.

- Det forhold, at de har været nødt til at opgive så store områder på så kort tid, demonstrerer, at de er stærkt svækket, siger Mikkel Storm Jensen.

Han vurderer dog, at det stadig kan tage uger, før oprørerne er totalt fordrevet fra Aleppo.

Våbenhvile afvist

Som et tegn på svækkelsen ytrede oprørerne i Aleppo i går ønske om en fem dages våbenhvile. Så sent som mandag i denne uge nedlagde Rusland og Kina veto mod en FN-resolution, der skulle sikre en våbenhvile i byen.

Jakob Skovgaard-Petersen, der er lektor ved Institut for Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, kan godt forstå, at russerne, der kæmper på præsident Assads side i borgerkrigen, ikke har travlt med at skaffe våbenhvile i Aleppo:

- Lige nu kan man jo godt forstå, at det syriske regime og russerne bare vil presse på - selvom det har meget store civile omkostninger. Men det har tydeligvis ikke været noget, der har bekymret dem.

Assad bliver ved magten

Rusland og USA har tre gange forsøgt at lave en fredsaftale for Syrien ved forhandlinger i Geneve i Schweiz.

Assad mener, at han kan vinde - med god grund. Så selvfølgelig prøver han nu at se, hvor langt, han kan komme.

Jakob Skovgaard-Petersen, lektor

Jakob Skovgaard-Petersen minder om, at Rusland i den første runde af forhandlingerne faktisk var indstillet på, at der skulle ske en demokratisk transition af magten. Sådan er det ikke mere:

- Nu er der tale om, at Assad forbliver. Og hvis han skal til forhandlingsbordet, så bliver det for, at man stadfæster et Syrien, som han vil have.

Udviklingen markerer et stort nederlag for USA, som har fulgt en strategi om, at parterne i den syriske borgerkrig ville blive tvunget til forhandling, fordi ingen af dem kunne vinde.

- Den (strategien, red.) har lange udsigter nu, fordi Assad mener, at han kan vinde - med god grund. Så selvfølgelig prøver han nu at se, hvor langt, han kan komme, siger Jakob Skovgaard-Petersen.