Ekspertgruppe: Myndighederne løj, da skisportsted blev ramt af corona

Ny rapport peger på fejl med 'alvorlige konsekvenser' på skisportsstedet Ischgl.

Eksperterne bekræfter, at myndigheder og politikere i Tyrol svigtede, da smitten skulle inddæmmes, lyder det fra DR's korrespondent i Tyskland. (Foto: Lisi Niesner © Scanpix)

Da skisportsstedet Ischgl i Østrig i marts pludselig lukkede ned, efter et smitteudbrud med coronavirus, var der tale om 'fejlvurderinger med alvorlige konsekvenser'.

Det påpeger en uafhængig ekspertkommission, der er blevet nedsat til at gennemgå forløbet.

- Eksperterne bekræfter, at myndigheder og politikere i Tyrol svigtede, da smitten skulle inddæmmes. De undervurderede smitterisikoen, lukkede skilifte og afterskibar for sent. De peger også på, at myndigheder løj om risikoen, siger Michael Reiter, DR's korrespondent i Tyskland og pointerer, at lignende kritik er kommet fra europæiske skiturister og medier siden foråret.

Kommissionen kritiserer også den lokale borgmester i Tyrol for at lukke skilifte og svævebaner to dage for sent. På samme tid retter de kritik mod Østrigs kansler, Sebastian Kurz, for at beordre en evakuering uden at have en plan klar.

Østrigs kansler, Sebastian Kurz, får kritik ikke at have en plan klar, da han beordrede evakuering. (Foto: HANS PUNZ © Scanpix)

- De kritiserer kansleren for at spænde ben for en ordentlig evakuering af skituristerne, fordi han i panik erklærede Ischgl i karantæne, siger Michael Reiter.

Kommissionen er blevet nedsat af delstatsparlamentet i Tyrol.

Fløjte gik på runde på tætpakket bar

Skisportsstedet kom for alvor i fokus hos internationale medier den 9. marts, da en række skiturister testede positive, efter de havde besøgt afterskibaren Kitzloch.

Men allerede fire dage inden havde islandske sundhedsmyndigheder slået alarm og valgt at sætte Ischgl på listen over risikoområder.

Det skete, efter at en flypassager, som havde været i Italien og fløj hjem til Island med et fly fra München, testede positiv for coronavirus.

Myndighederne gennemgik efterfølgende passagerlisten og bed mærke i, at en række deltagere i en rejsegruppe, der havde været i Ischgl, også var ramt af virusset.

  • Både turister og medier har kritiseret myndighederne for ikke at bremse smitten i Ischgl i tide. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)
  • 9. marts blev det meldt ud, at 15 mennesker var blevet testet positive med coronavirus, efter de havde været i kontakt med en lokal bartender, der var smittet. Samme dag erklærer Danmark Ischgl for risikoområde. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)
  • Det er endnu uvist, hvilke konsekvenser rapporten vil få. (Foto: Uffe Weng © Scanpix)
1 / 3

Samme dag, 5. marts, havde chefen for sundhedsmyndighederne i Tyrol, Franz Katzgraber, udsendt en pressemeddelelse, hvori han fastslog, at det "fra et medicinsk synspunkt er usandsynligt, at der har fundet smitte sted i Tyrol".

En række sms'er og emails pegede senere på, at lokale østrigske myndigheder havde forsøgt at feje smitteudbruddet i Ischgl ind under tæppet.

Men to dage senere blev det officielt: Ischgl havde sit første officielle tilfælde af coronasmitte. Det var en tysk bartender, som arbejdede på Kitzloch. Derfra steg tallet.

I mellemtiden var området præget af kaos, da flere hundrede turister blev stuvet sammen på lokale hoteller indtil afrejse. I slutningen af marts havde godt 2.500 skiturister henvendt sig til forbrugerorganisation Verbraucherschutzverein (VSV) for at sagsøge Ischgl.

Rapport kan bidrage til efterforskning

Kommissionens opgave har været at undersøge forløbet, og da der er tale om en ekspertkommission, kan den derfor rent juridisk ikke placere skyld i sagen.

Men kommissionen har politianmeldt den lokale borgmester i Tyrol for at bremse lukningen af skilifte og derfor handle for sent. Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvilke konsekvenser rapporten kan have.

- Vi ved endnu ikke, om der kommer til at rulle hoveder. Både ministerpræsidenten og kansleren ser ud til at gå fri, siger Michael Reiter.

Rapporten kan også bidrage til den efterforskning, som statsanklageren i Tyrol i øjeblikket arbejder på.

- Der kører et kollektivt sagsanlæg, som en østrigsk forbrugerorganisation fører for omkring 6.000 skiturister heriblandt danske. På grund af rapporten kan den sag få mere gennemslagskraft, siger Michael Reiter.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter