Eksportboom i hænderne på USA’s jobmarked

Hvis det amerikanske jobmarked viser tegn på forbedringer senere i dag, vil det gavne dansker investorer og eksportvirksomheder, lyder det fra USA-analytiker. Det vil dog også gøre det dyrere at låne penge.

(Foto: Colourbox © Colourbox)

Eksportboom og bedre konkurrenceevne for danske virksomheder. Det er konsekvensen, hvis den amerikanske jobrapport med statistik over nye job og ledighed overrasker senere i dag.

- En positiv overraskelse i dagens nøgletal vil forbedre konkurrenceevnen for de danske virksomheder, og hvis det fortsætter vil Danmarks eksport stige stødt, siger chefstrateg Henrik Henriksen, PFA Pension.

Det seneste år har der været en større stigning i nye job end stigningen i arbejdsstyrken. Månedligt skal der opstå 100.000 til 125.000 nye job, hvis markedet skal følge med stigningen i antal jobsøgende. Det seneste år har tallet ligget gennemsnitligt på mellem 150.000 og 200.000 om måneden.

Statsnedlukning skaber forvirring

- Markedet forventer, at der kommer 120-125.000 nye job i oktober. Det er en måned med stor usikkerhed på grund af den amerikanske stats midlertidige nedlukning af offentlige job, siger han og tilføjer:

- Hvis tallet er bedre end ventet, vil det have en ekstra gennemslagskraft, fordi den amerikanske økonomi viser, at den kan overleve midlertidige usikkerheder.

Økonomien tømres fast

Derfor vil en positiv overraskelse få markederne til at flytte sig. Til gengæld vil markedets nuværende situation blive stadfæstet, hvis tallet er svagt eller som forventet.

- Men folk vil nok vente med at fælde en hård dom og tage tallene med gran salt på grund af månedens offentlige shutdown, siger chefstrategen.

Hvis jobrapporten viser positive tegn, kan den amerikanske centralbank begynde at aftrappe deres obligationskøb, der på det seneste har fungeret som en økonomisk respirator, der holder gang i USA's økonomi.

- Hvis centralbanken begynder at nedtrappe tidligere end ventet, vil det få renterne til at stige i USA. Det vil smitte af på Europas renter og kurser. Dollaren vil stige, og kronen og euroen vil falde, siger han.

Investeringer flytter over Atlanten

Hvis det sker, vurderer chefstrategen, at flere europæiske investorer vil kigge mod USA, fordi investeringer i USA bliver mere attraktiv, når renterne stiger og dollaren bliver stærkere.

I øjeblikket er eurozonen og Danmark nået et lavpunkt, hvor økonomien kun kan hjælpes på vej af verdens største økonomi, den amerikanske, lyder advarslen:

- Hvis vi skal bevæge os væk fra bunden, skal vi have hjælp fra den amerikanske økonomi.

Facebook
Twitter