Ekstrem jagt på likes ender i tragedie: Tre youtubere styrtet i døden i Canada

Det er ikke første gang, jagten på internetsucces får katastrofale konsekvenser.

Vloggerkollektivet, som de tre afdøde tilhørte, har 500.000 følgere på Youtube og 1.000.000 følgere på Instagram. (Foto: © DADO RUVIC, Scanpix)

Tre unge Youtube-stjerner mistede i denne uge livet efter et fald fra et vandfald i Canada. Det skriver The Vancouver Sun.

De tre – Ryker Gamble, Alexey Lyakh og Megan Scraper – var en del af videoblogger-netværket High on Life (høj på livet, red.), hvis medlemmer rejser rundt i verden og udforsker øde og utilgængelige områder.

Videoerne, som netværket deler på Instagram og Youtube, indeholder ofte farlige udspring, vandringer eller dyk.

Det er uvist, om de tre var i gang med at optage en video, men de canadiske myndigheder mener, at ulykken indtraf, da de tre ville bade ved udspringet af Shannon Falls i det sydlige Canada.

Vandfaldet er 355 meter højt og Canadas tredjestørste. De tre youtubere faldt 30 meter ned.

Jagten på det ekstreme

De tre venners tragiske død er et eksempel på den eskalering i det ekstreme, som de sociale medier er med til at skabe. Det mener Søren Schultz Hansen, som er ekspert i unges brug af digitale medier.

- Der er jo ikke noget nyt i, at unge prøver grænser af, men det nye er, at de grænser rykker sig ekstremt hurtigt på grund af de sociale medier, siger han.

Sidste år led en anden internetpersonlighed en lignende skæbne. Kinesiske Wu Yongning var kendt for at filme sig selv klatre op på toppen af skyskrabere. Den 8. november faldt han for sit eget rullende kamera ned fra 62. etage og mistede livet.

Netop Wu Yongnings drift efter hele tiden at klatre højere, er et godt billede på det, der driver Youtube-stjernerne.

- Verden er fuld af informationer og virkeligheden formidles konstant, fordi vi alle sammen render rundt med en telefon med et kamera i. Så skal der helt naturligt mere og mere til, for at få opmærksomhed, siger Søren Schultz Hansen.

Frygt for at forsvinde

Søren Schultz Hansen indrømmer, at han ikke har hørt om de tre afdøde videobloggere før. Men det er ikke så mærkeligt, for det er en anden ting, der kendetegner dem, der bliver kendte på de sociale medier - de popper op som fænomener, og så forsvinder de igen.

- Det går utrolig hurtigt på de sociale medier, og det er med til at drive de her internetfænomener til at gøre mere og mere ekstreme handlinger for at få folk til at blive ved med at kigge med.

Hvis man som internetstjerne opdager, at det ekstreme skaffer følgere, så bliver man ved, fortæller Søren Schultz Hansen.

- Der er en enorm og umiddelbar belønning i likes og følgere, siger han.

Men de digitale stjerner kan blive ofre for deres egen jagt på netop likes og følgere. Det oplevede den amerikanske Youtubestjerne Logan Paul i efteråret, hvor han filmede et dødt menneske, der havde begået selvmord i en japansk skov. Hændelsen fik Youtube til at afbryde samarbejdet med stjernen.

Intet tyder dog på, at Ryker Gamble, Alexey Lyakh og Megan Scraper går i glemslen foreløbig. Flere tusinde følgere kondolerer og takker på Youtube og Instagram de tre vovehalse for at have inspireret dem til at leve i nuet.