Ekstrem varme koster 17 livet i det østlige Canada

Hedebølgen i Canada bliver ved med at koste menneskeliv. Alene i Montreal er 12 personer omkommet.

En hedebølge i den canadiske provins Quebec fortsætter med at koste menneskeliv.

Onsdag oplyser sundhedsmyndighederne, at mindst 17 personer er døde i forbindelse med den ekstreme varme, der har lagt sig over det østlige Canada.

Alene i Quebecs hovedstad, Montreal, er 12 mennesker bekræftet omkommet.

Tirsdag var meldingen, at seks personer var døde.

Ifølge den lokale avis The Tribune er fem døde i forstæder øst for Montreal.

- Mine tanker går til pårørende til dem, der er døde i Quebec under hedebølgen, skriver premierminister Justin Trudeau på Twitter.

Mylene Drouin, talsmand for de regionale sundhedsmyndigheder i Quebec, oplyser, at samtlige ofre er ældre mennesker eller personer med mentale lidelser. 

Onsdag nåede termometeret op på 34 grader flere steder. Kombineret med en høj luftfugtighed føltes det nærmere som 40 graders varme, oplyser meteorologer.

Temperaturen har ligget stabilt over 30 grader siden fredag i det sydlige Quebec.

Regeringen har udsendt advarsler mod den ekstreme varme i hele regionen. Det forventes dog, at temperaturen vil falde sidst på ugen.

Mens der er registreret 17 dødsfald i Quebec, er ingen endnu bekræftet omkommet i naboprovinsen Ontario, der ellers også er ramt af hedebølgen.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter