Elon Musk frikendt efter pædofil-tweet: 'Min tro på menneskeheden er genoprettet'

Tesla-rigmanden slipper for at betale 1,3 milliarder kroner til britisk huledykker

En bekymring mindrefor Elon Musk, der er blevet frifundet for æreskrænkelse mod den britiske dykker Vernon Unsworth. (Foto: APU GOMES © Scanpix)

Stifteren af den amerikanske elbilkoncern Tesla trak sig i nat dansk tid sejrrigt ud af sit retsopgør med huledykkeren Vernon Unsworth.

Efter fire retsdage skulle juryen ved distriktsdomstolen i Los Angeles ikke bruge mere end 45 minutter på enstemmigt at frifinde Elon Musk for æreskrænkelse.

- Min tro på menneskeheden er genoprettet, lød det ifølge CNN fra Musk, da han forlod retslokalet efter dommen i den amerikanske delstat Californien.

Dermed slipper Musk også for at skulle betale 190 millioner dollar, knap 1,3 milliarder kroner, i erstatning til den britiske grotteekspert, der har boet i Thailand i flere årtier.

Den 64-årige dykker Vernon Unsworth var fåmælt efter dommen og konstaterede blot, at han var uenig, men accepterede afgørelsen. (Foto: David Mcnew © Scanpix)

Grotte-drama i Thailand

Sagen drejer sig om den kommentar, Musk 15. juli forrige år udsendte på Twitter.

Det var få dage efter den dramatiske redning af 12 thailandske fodbolddrenge og deres træner, der havde været fanget i flere uger i en underjordisk grotte i Thailand.

Elon Musk havde foreslået at komme drengene til undsætning med en specialbygget undervandsbåd i børnestørrelse, der skulle kunne navigere i grottens snævre passager.

Planen blev dog blankt afvist af Vernon Unsworth, der i et interview med tv-stationen CNN kaldte mangemilliardærens forslag for et 'pr-stunt'.

Hele verden fulgte med, da de 12 fodbolddrenge og deres træner forrige sommer var spærret inde i Tham Luang-grotten i thailandske Chiang Rai. (Foto: Reuters Tv © Scanpix)

Musk 'ødelagde stjernestund'

Blandt andet udtalte Unsworth, der stod i spidsen for en gruppe grotte-dykkere i forbindelse med redningsaktionen, at Musk kunne stikke sin miniubåd "op hvor det gør ondt".

Det fik Musk til at fare til tasterne på Twitter, hvor han overfor sine 22,5 millioner følgere kaldte Unsworth for en 'pædofil fyr'.

Kort derefter fulgte han op med endnu et tweet, hvor han skrev: "Jeg vil vædde en dollar på, at det er sandt". Begge tweets er efterfølgende blevet slettet.

Ved den netop overståede retssag i Los Angeles sagde Unsworths advokat, at Musks ydmygende tweet var en "atombombe", som ødelagde den britiske dykkers stjernestund.

- Der er mennesker, relationer og situationer, der vil lide skade i årevis på grund af dette udfald, lød det fra L. Lin Wood ifølge CNN.

Advokat L. Lin Wood (th.) mener, at dommen udgør en risiko for "ethvert menneskes ry og rygte". (Foto: APU GOMES © Scanpix)

Fornærmelse - ikke fakta

I centrum af sagen stod spørgsmålet om, hvorvidt Musks første tweet skulle tolkes som et udsagn, der skulle utrykke noget faktuelt.

Men her argumenterede Musks advokater for, at der blot var tale om en gensidig fornærmelse.

I vidneskranken i Los Angelses forklarede Musk i tirsdags, at han blev stødt over Unsworths kommentarer og på det tidspunkt ikke var klar over, at Unsworth havde været involveret i redningsaktionen.

Musk, der tidligere har undskyldt sine kommentarer over for Unsworth, tilføjede, at han ikke havde til hensigt, at ordlyden i hans tweet skulle tages bogstavelig.

Elon Musk forsvarede sig i retten med, at hans tweet ikke skulle tages bogstaveligt. (Foto: Mona Shafer Edwards © Scanpix)

Advokat kritiserer dom

Den 64-årige dykker, der har en årsindkomst på omkring 25.000 dollars, knap 170.000 kroner, havde krævet det store erstatningsbeløb for svie, smerte og økonomiske tab.

Et greb i lommen for Musk, der under sagen bekræftede, at hans formue ligger på omkring 20 millarder dollar.

Vernon Unsworths advokat, L. Lin Wood, var efter sagen stærkt utilfreds:

- Denne afgørelse sender et entydigt signal om, at man kan fremsætte ubehagelige og usande anklager, som man har lyst, og slippe afsted med det.

Den 64-årige dykker selv var mere afdæmpet efter dommen.

- Den er så ikke faldet ud, som jeg forventede, men jeg respekterer juryens afgørelse og takker dem for den.