Elon Musk er efterhånden her, der og alle vegne, når det kommer til at påvirke den politiske scene i nogle af verdens største demokratier.
Musk, der flere gange er blevet anslået til at være blandt verdens rigeste mænd, spillede en stor rolle i den amerikanske valgkamp i november, hvor han gav sin fulde støtte til den kommende præsident, Donald Trump.
Men hans politiske interesse er tilsyneladende ikke stoppet der.
For i den seneste tid har Elon Musk også set sig lun på både tysk og britisk politik.
I slutningen af december tilkendegav Musk i et opslag på sit eget sociale medie X, at det højrenationale AfD er "det eneste tyske parti, der kan redde Tyskland".
Onsdag aften kunne de tyske vælgere så opleve AfD-lederen, Alice Weidel, i en samtale med Elon Musk, der blev sendt direkte på X.
I Storbritannien har Tesla-millardæren kastet sit blik mod Nigel Farage og højrefløjspartiet Reform UK, som han i december snakkede om at donere flere hundrede millioner dollar til.
Interesse skyldes økonomiske og ideologiske overbevisninger
Ifølge Musk selv er der flere forskellige grunde til, at han blander sig i europæisk politik.
Men ifølge Rebecca Adler-Nissen, der er professor i international politik på Københavns Universitet, skyldes det først og fremmest, at Elon Musk har flere økonomiske interesser i Europa.
- På den ene side har han en række virksomheder, som tjener rigtig mange penge. Det vil han gerne have fortsætter.
- Han har en stor Tesla-fabrik i Brandenburg, og så ønsker han lavere skatter. Så har han også sin sociale medieplatform X, som ser ud til at komme i karambolage med EU-lovgivningen. Han har derfor mange horn i siden på det siddende politiske system i Europa, som blandt andet den tyske kansler Scholz er en del af, siger Rebecca Adler-Nissen.
Derudover fremhæver professoren også, at Elon Musk gerne vil sidde på ladningen af elbiler i Tyskland.
Men også Elon Musks ideologiske overbevisninger får ham til at blande sig i europæisk politik, siger Rebecca Adler-Nissen.
- Der er kommet nogle meget tydelige ideologiske interesser, der ikke altid har været der. For nogle år siden støttede han Det Demokratiske Parti økonomisk og lagde stor afstand til Donald Trump. Så det er jo sådan en åbenbaring, som er kommet her på det seneste i forhold til at være anti-woke, anti-immigration og støtte den radikale højrefløj, siger hun.
Har allerede meget at skulle have sagt
Efter det amerikanske valg i november bliver Elon Musk set som Donald Trumps højre hånd.
For Trump har nemlig peget på Musk til at stå i spidsen for effektiviseringen af den offentlige sektor i USA.
Og derfor har Musk nu også meget mere magt, end han tidligere har haft, forklarer Rebecca Adler-Nissen.
- Nu står de europæiske regeringer ikke længere bare over for en rig og magtfuld mand, men en rig og magtfuld mand, der ser ud til at blive udpeget til at have en helt særlig position i den amerikanske regering. Det giver ham ekstra meget indflydelse, siger hun.
Rebecca Adler-Nissen påpeger, at man allerede har set flere eksempler på, at Elon Musk har fået mere indflydelse, blandt andet når det kommer til elbiler og indretningen af de sociale medier.
Men ifølge professoren er krigen i Ukraine der, hvor man har kunnet mærke Musks indflydelse allermest.
- Det er gået op for alle, hvor meget både det amerikanske militær og os allesammen er afhængig af, hvad Elon Musk mener om udenrigspolitik. For når han ændrer holdning til, om de må bruge hans satellitter i bestemte områder i Ukraine, så har det betydning for, hvad den ukrainske hær kan gøre mod den russiske hær, siger Rebecca Adler-Nissen.
En stor gevinst for højrefløjspartierne
Da Musk onsdag aften på X havde en samtale med AfD-leder Alice Weidel, kom de to vidt omkring forskellige emner.
Det var dog tydeligt, at Alice Weidel erklærede sig enig med Elon Musk i stort set alt.
Ifølge Rebecca Adler-Nissen kan AfD og andre højrefløjspartier også i høj grad bruge støtten fra Elon Musk til noget.
- Ifølge dem selv får de en normalisering. De bliver anerkendt af en vigtig person, og det er med til at give dem noget legitimitet og måske også en appel til en anden type vælgere, eksempelvis yngre mænd, der er tilhængere af Elon Musk.
- Derudover er der også en økonomisk støtte og en synlighed på hans platforme. Når han eksempelvis interviewer AfD-lederen på X, så giver han en synlighed, som er mange millioner kroner værd. For normalt skulle man betale sig for at booste sin synlighed på den måde, hvilket han så giver gratis, siger hun.
Flere europæiske topledere har udtrykt bekymring
Omvendt har Elon Musk været ude og kritisere blandt andet den tyske kansler, Olaf Scholz, ved at kalde ham "en nar", og så er han senest også gået i kødet på Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.
X-ejeren mener, at Starmer er "medskyldig i voldtægten af Storbritannien", har dækket over alvorlige seksuelle overgreb på børn og "burde derfor være i fængsel".
Både kansler Scholz og den tyske vicekansler, Robert Habeck, har været ude med et modsvar til Elon Musk. Især Habeck var meget direkte, da han i et interview med ugemagasinet Der Spiegel udtalte, at Musk skulle holde fingrene væk fra det tyske demokrati.
Også Keir Starmer kom med et modsvar, hvor han dog ikke direkte nævnte Musk ved navn.
Senest har også den spanske premierminister, Pedro Sanchez, udtrykt sin bekymring over den indflydelse, Elon Musk forsøger at få i europæisk politik.
Mange europæiske magthavere ville nok også ønske, at de kunne trække på skuldrene af Elon Musk og hans udtalelser, men med hans rolle i den kommende amerikanske regering og hans indflydelse på Donald Trump, så ser vi mere afdæmpede reaktioner, fortæller Rebecca Adler-Nissen.
- Man vil ikke tirre Donald Trump yderligere. Derfor er det en afventende logik, i forhold til om han virkelig mener det her, men også hvor tæt Elon Musks relation til Donald Trump bliver, siger hun.
Og ifølge Rebecca Adler-Nissen har vi heller ikke set det sidste til Elon Musks forsøg på at blande sig i europæisk politik.
- Lige nu er der ikke rigtig noget, der stopper ham. Han har en global rækkevidde og er vant til at operere globalt - også i Kina og Australien. Så han har globale interesser, hvilket han i stigende grad også er blevet opmærksom på. Så det vil nok være hele verden, der kommer til at mærke hans interesse, lyder vurderingen fra KU-professoren.
Du kan læse mere om Elon Musks fejde med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, i denne artikel: