'Elsker rosé, brætspil og to stik Pfizer lige i overarmen': Nu kan briterne vise deres vaccination på dating-apps

En række datingselskaber har indgået et samarbejde med regeringen, der skal motivere endnu flere til at blive vaccineret.

Dating-appen Tinder er blandt de dating-selskaber, der har indgået et samarbejde med den britiske regering. (Foto: Grafik: Sandra Bertelsen)

'Hvilken type går jeg efter? Kattemenneske, optimist og vaccineret'.

'Tre ord om mig selv: Følsom, naturmenneske og covid-immun'.

Den type beskrivelser bliver måske mere normal at finde på dating-profiler fremover. I Storbritannien kan singler nu vise på deres dating-app, om de er vaccinerede eller ej, eller i det mindste vise, at de har tænkt sig at blive det.

En række onlinedating-selskaber som Tinder, Match og Hinge har nemlig indgået et samarbejde med regeringen, der skal få folk til at få vaccinen.

Og selvom der ikke er ret meget forskning på området, kan det måske få betydning for singlerne på dating-markedet.

Ifølge en undersøgelse fra YouGov, som den britiske regering henviser til i en pressemeddelelse, vil 28 procent af de adspurgte briter ikke date en person, der ikke er blevet vaccineret, mens to procent ikke ønsker at date en, som har fået et stik.

Date under coronasikre forhold

På Tinder kan man få forskellige emblemer eller klistermærker på sin dating-profil både før og efter vaccinen. Emblemer, der viser, at man er vaccineret, har tænkt sig at blive det eller åbent støtter vacciner. Samtidig er der et link til sundhedsmyndighederne, når man vælger emblem, så man kan bestille en tid til vaccinen.

Ved andre apps som Bumble kan man under 'indstillinger' vælge en række coronasikre forhold, som man gerne vil date under, såsom afstand, med eller uden maske eller at daten skal foregå udendørs.

Nogle af selskaberne giver også premium-medlemskab eller andre bonusser til dem, der vælger at blive vaccineret og vise det, eksempelvis et boost i forhold til andres søgninger, så man er blandt de første, der dukker op.

- "Samtalen om corona" står allerede øverst på dagsordenen for to ud af tre mennesker på Bumble. Så det er vigtigt, at vi gør det lettere at føle sig godt tilpas og sikker på en date, siger vicepræsidenten i selskabet Bumbles europæiske afdeling, Naomi Walkland.

Alt sammen er valgfrit, og foreløbigt kræves der ingen dokumentation for at få klistermærker eller emblemer, så i princippet ved man ikke, om den kommende date faktisk er vaccineret eller ej.

I USA har regeringen kørt et lignende initiativ siden maj.

- Det har vi gjort på selskabernes opfordring, fordi de så et behov blandt deres brugere, sagde Andy Slavitt, en af præsident Bidens covid-19-rådgivere, da man offentliggjorde samarbejdet.

En af præsident Bidens covid-19-chefrådgivere Andy Slavitt (forrest i billedet) til pressekonferencen, hvor regerings samarbejde med dating-selskaberne offentliggøres. (Foto: The White House)

Ifølge rådgiveren når dating-siderne, man samarbejder med, ud til 50 millioner mennesker i USA. Og ifølge en af dem, OkCupid, har folk, der viser, de er vaccineret, 14 procent større chance for at finde et match end folk, der ikke gør.

- Endelig har vi fundet en ting, som gør alle mere attraktive: en vaccination, sagde Andy Slavitt.

Endnu en fordel i programmet

Nadhim Zahawi, der er britisk minister for vacciner, er begejstret for samarbejdet i Storbritannien.

- Det her er endnu et utroligt plus i vores vaccinationsprogram, siger han og opfordrer samtidig alle, der kan, til at blive vaccineret.

I England og Skotland kan folk under 30 år fra denne uge få det første stik, mens alle over 18 år kan få det i Nordirland og Wales.

Den britiske regering siger, at omkring 40 millioner mennesker har modtaget mindst ét stik, svarende til lidt under 60 procent af befolkningen

Man forventer at vaccinere resten af den voksne befolkning - omkring 21 millioner - ved slutningen af juli.

Ifølge en undersøgelse er 94 procent af de adspurgte voksne positive over for at få en vaccination. I aldersgruppen 16-29-årige er det dog lidt mindre end det samlede billede, nemlig 88 procent. Men i begge grupper er det mere end tidligere.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk