Hvis ikke transportproblemerne under Europa-mesterskaberne i fodbold er blevet mindre i morgen, så truer den franske transportminister med at tvinge strejkende lokoførere tilbage på arbejde.
Frankrig er nemlig lammet af en omfattende togstrejke, da ansatte ved de franske statsbaner har nedlagt arbejdet i protest mod en ny arbejdsmarkedsreform.
Transportminister Alain Vidalies siger til radiostationen Europe 1, at regeringen vil bruge "ethvert redskab, der er til rådighed" og endda ”tvangsudskrive” dem til at arbejde for at få fodboldfans frem til de mange stadioner, hvor EM-kampene skal spilles.
Fagforening: Sov ikke hjemme
Det har fået fagforeningerne helt op i det røde felt, forklarer DR’s journalist i Paris, Bjørn Willum.
- En repræsentant for en af fagforeningerne opfordrer lokoførere og andet togpersonale til ikke at sove hjemme hos sig selv for at undgå at blive hentet af politiet, siger Bjørn Willum.
Frygten for at blive hentet skyldes, at det i sidste ende kun er politiet, der kan tvinge lokoførerne på job, hvis ministeren ender med at tvangsudskrive dem.
Det konkrete problem i dag, på EM’s første dag, er at fragte de cirka 80.000 tilskuere til det franske nationalstadion nord for Paris, da der kører langt færre tog end normalt. Derfor forventer statsbanerne kun at kunne transportere 20-30.000 med tog i dag, og det vil sandsynligvis betyde kaos, forventer Bjørn Willum.
- Det forslår som en skrædder i helvede, siger Bjørn Willum.