- En forfærdelig og tragisk hændelse

Både beboere og personale modtager krisehjælp, efter en ung kvinde blev stukket ihjel på et center for uledsagede flygtningebørn.

Svensk politi efterforskede mandag eftermiddag et modtagecenter for uledsagede flygtningebørn, efter en kvinde blev stukket ned. (Foto: Adam Ihse © Scanpix)

Personale og beboere på et modtagecenter for uledsagede flygtningebørn i Mölndal i Sverige har fået krisehjælp, efter en medarbejder på centeret blev overfaldet og stukket ihjel.

- En forfærdelig og tragisk hændelse, vi beklager det, der er sket, siger Staffan Alexandersson, der er socialrådgiver og talsmand for Living Nordic AB, som kører hjemmet, til det svenske nyhedsbureau TT.

En 15-årig mand, der var beboer på centeret, er mandag anholdt og mistænkt for mordet på den unge kvinde, som havde arbejdet på centeret i et års tid.

Medarbejder i chok

Der har ikke været problemer på centeret før, fortæller Amal Hassan, som arbejder på hjemmet, til svt.se.

- Det er forfærdeligt, hvad der er sket. Jeg er i chok over det, der er sket, for dem, der bor her, er meget stabile og rolige. Jeg havde ikke regnet med, at sådan noget kunne ske her, siger hun.

Centeret er blevet evakueret, og det svenske politi efterforsker stadig gerningsstedet. Det er endnu uklart, hvad motivet til drabet er.

- Børnene er blevet midlertidig indkvarteret et andet sted, hvor de modtager krisehjælp, siger Staffan Alexandersson, der fortæller, at den unge kvinde var vellidt af både beboere og kolleger.

- Vi er overrasket over dette, siger han.

På centeret bor der ifølge svenske medier unge mellem 15 og 18 år.

Facebook
Twitter