En koalition med Merkel kan gøre ondt på SPD

Storkoalitioner har gjort ondt på flere europæiske socialdemokratier de seneste år.

Flere tyske socialdemokrater har været modstandere af, at SPD gik i koalitionsregering med Angela Merkel igen. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

Tysklands socialdemokratiske SPD har besluttet sig for at indlede samtaler med Angela Merkels konservative parti CDU, som kan blive til endelige regeringsforhandlinger.

Det skete på partiets kongres torsdag, hvor et stort flertal gav den socialdemokratiske leder, Martin Schulz, mandat til at holde samtaler med Angela Merkels konservative parti CDU og det bayerske søsterparti CSU.

SPD har med andre ord banet vej for, at partiet alligevel kan indgå i en ny stor regeringskoalition med Angela Merkel.

Det på trods af, at det kun er få måneder siden, at SPD afviste at gentage den koalition, som Angela Merkel har ledt de sidste fire år.

For sporene af europæiske storkoalitioner skræmmer – altså koalitioner med store partier som ellers typisk er modstandere.

Tysk regeringskrise

For nogle uger siden brød regeringsforhandlinger mellem tyske konservative, liberale og grønne sammen. Tysklands socialdemokrater er blevet trukket ind i den regeringskrise, der opstod i dønningerne.

Angela Merkel nægter at arbejde sammen med højrepartiet AfD, så kan hun nu kun få flertal til en ny regering, hvis hun går sammen med SPD.

Fortiden skræmmer SPD

Efter fire år i regering med Merkel fik SPD nemlig deres dårligste valg i årtier, og det tilskriver mange socialdemokrater, at man var juniorpartner i regeringen. Mange kritikere mener, at Merkel tog æren for socialdemokratiske mærkesager.

- SPD blev presset af at være en junior koalitionspartner, hvor Merkel overtog mange klassiske SPD-mærkesager, for eksempel på mindstelønnen, siger David Gerby-Holm, der er redaktør på den socialdemokratiske netavis Pio.

Det er blandt andet det, der betyder, at SPD oplever en tilbagegang.

- De mister stemmer til både højre og venstre på grund af de reformer, som de har været med til, siger David Garby-Holm.

Og den konstellation har ikke blot gjort ondt på tyske socialdemokrater, men også i flere andre europæiske lande, særligt i perioden efter finanskrisen omkring 2008. Det mener David Garby-Holm.

- Der er en lang række eksempler fra efter finanskrisen, som ikke rigtig er særlig succesfulde. Først og fremmest i Holland, hvor det gik rigtig galt, siger David Garby-Holm.

Hollandsk nedtur

De hollandske socialdemokrater gik i koalition med det borgerligt-liberale parti VVD, efter socialdemokraterne oplevede fremgang ved valget i 2012. Men socialdemokraterne fik en kæmpe vælgerlussing og kun knap 6 procent af stemmerne og mistede dermed tæt på 20 procentpoint på fem år.

David Garby-Holm mener, at det primært skyldtes et decideret løftebrud, hvor de gik til valg på at stoppe reformer og forringelser af velfærden.

- De løfter åd de nærmest ord for ord, da de gik i regering med de liberale, siger David Garby-Holm. Han mener, at det socialdemokratiske kollaps skyldte, at man gik for meget på kompromis med socialdemokratiske kerneværdier.

Østrigs socialdemokrater taber også stemmer

I Østrig gik socialdemokraterne SPÖ også i storkoalition med det konservative parti ÖVP efter valget i 2006.

Socialdemokraterne har løbende tabt stemmer ved de efterfølgende valg og endte med at stå med over 8 procentpoint færre stemmer efter 11 år i regering – dog stadig med 26,9 procent af stemmerne.

Her var socialdemokraterne det største parti i koalitionen i modsætning til Holland og Tyskland, og det mener David Garby-Holm er en afgørende forskel.

- Socialdemokraterne rundt omkring i Europa har haft rigtig svært ved den her rolle som juniorpartner i en koalition. Man har været gode til at sidde for bordenden, men at skulle etablere sig selv som et selvstændigt parti i regering henover midten har været en udfordring, siger David Garby-Holm.