En kvart million australiere opfordres til at forlade deres hjem

Brande i to forskellige delstater er ved at smelte sammen.

En udbrændt bil i Batlow, Australien, hvor en kvart million mennesker er blevet bedt om at forlade deres hjem. (Foto: Saeed Khan © Scanpix)

Næsten en kvart million mennesker er fredag blevet opfordret af de australske myndigheder til at forlade deres hjem som følge af de fortsat omfattende bushbrande i landet.

Samtidig står militæret klar til at hjælpe i kampen mod de stigende temperaturer og uberegnelige vinde, der har sat yderligere gang i brandene langs østkysten.

Brandene har allerede gjort tusindvis af mennesker hjemløse.

I alpeområdet på grænsen mellem delstaterne Victoria og New South Wales er to store brande ved at smelte sammen og dermed skabe en gigantisk brand, der dækker et område på 6.000 kvadratkilometer.

- Hvis du kan - så kom væk derfra. Man bør ikke befinde sig i fjerntliggende og skovklædte områder i vores delstat, siger beredskabschef i Victoria Andrew Crisp til det australske nyhedsmedie ABC.

  • Borgere i delstaten Victoria bliver evakueret. (Foto: NICOLE DORRETT © Scanpix)
  • Brandfolk kæmper hårdt men forgæves mod de voldsomme brande. (Foto: DEAN LEWINS © Scanpix)
  • Røg over Buchan, Victoria i Australien. (Foto: GLEN MOREY © Scanpix)
  • Helikoptere i luften over Bairnsdale i Victoria's østlige region. (Foto: handout © Scanpix)
  • Helikoptere i luften over Grampians bush i Victoria's sydøstlige del. (Foto: handout © Scanpix)
1 / 5

Alene i delstaten Victoria har myndighederne fredag sendt advarsels-sms'er ud til 240.000 mennesker og bedt dem om at forlade området, oplyser beredskabschefen.

Også i New South Wales og delstaten South Australia er folk blevet opfordret til at forlade deres hjem. Myndighederne har ikke oplyst, hvor mange mennesker det her drejer sig om.

Australiens premierminister, Scott Morrison, siger, at han har informeret militæret, så "det står klar til at rykke ud og hjælpe øjeblikkeligt".

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk