Én million elbiler autobahn

Inden 2020 skal der gerne være én million elbiler i Tyskland. Det er målet hos regeringen, som vil opmuntre til produktion af klimavenlige køretøjer.

Hvis det står til den tyske regering, så kører der en million elbiler på de tyske autobahner, inden 2020.

Den tyske regering præsenterede onsdag en plan, der skal føre til, at der kører én million elbiler på landets veje og gader inden 2020.

Idéen med planen er også at tilskynde tyske bilfabrikanter såsom BMW og Volkswagen til at gå ind i produktionen af miljøvenlige biler og tage konkurrencen op med asiatiske producenter.

Regeringens vision er, at der findes fem millioner elbiler i Tyskland i 2030, og at traditionelle benzin- og dieseldrevne biler vil være reduceret til antikvitetsgenstande i 2050.

Overgangen til elbiler skal stimuleres gennem tilskud til forskning og udvikling i blandt andet batterier og genopladningssystemer.

VW er klar i 2013

Miljøforkæmpere har opfordret til, at tyske forbrugere tilbydes en statslig præmie på 5000 euro (over 37.200 kroner), hvis de køber en elbil frem for en bil drevet af fossilt brændstof. Men dette ønske er ikke med i planen.

BMW har allerede indgået et partnerskab med bildelsproducenten Bosch og sydkoreanske Samsung om at levere litium-ion-batterier til fremtidige elbiler.

Volkswagen satser på at være klar med den første helt igennem elektriske bil i 2013.

Facebook
Twitter