En nordkoreansk spionsatellit skulle holde øje med amerikanerne. Men så gik planen i vasken

Nordkorea vil overvåge USA’s militære aktivitet i realtid.

Nordkorea meddelte allerede tirsdag planerne om at opsende en spionsatellit. (Foto: © Franck Robichon, Ritzau Scanpix)

Det var sent tirsdag aften, da Nordkorea forsøgte at sende sin allerførste spionsatellit ud i rummet.

Men der gik ikke længe, før projektet mislykkedes.

Satellitten skulle nemlig sendes af sted med en såkaldt løfteraket, som er designet til at transportere objekter fra jordens overflade til det ydre rum.

Og allerede i anden fase af opsendelsen mistede løfteraketten sit momentum, hvilket betød, at satellitten røg direkte i havet.

Ifølge USA så er selve forsøget i strid med flere FN-resolutioner.

Opsendelsen blev i første omgang rapporteret som en mulig missilaffyring, og dét fik Japan til at beordre borgerne til at gå i beskyttelsesrum. I Sydkoreas hovedstad, Seoul, gik luftsirenerne i gang.

- Borgere vær venlig at forberede evakuering og tillad børn og ældre at evakuere først, lød det i en sms, som blev sendt til byens beboere, skriver The Guardian.

Da der så kom en afklaring fra Nordkorea, fik det Sydkorea og Japan til at oplyse sine borgere om, at der var tale om en fejl.

Men hvorfor forsøgte Nordkorea at opsende satellitten i første omgang?

Tilbage i april var Sydkoreas præsident, Yoon Suk Yeol, på besøg i Det Hvide Hus. Mødet trak overskrifter verden over, blandt andet fordi der florerer videoer af de to mænd iført sort smoking, mens Sydkoreas præsident synger “American Pie”.

Men det er ikke den tilsyneladende hyggelige aften, som Nordkorea blev provokeret af. Det var nærmere den aftale, der blev indgået, inden guitaren blev fundet frem.

  • Borgere, vær venlig at forberede evakuering og tillad børn og ældre at evakuere først, lød det i en sms, som blev sendt til Seouls beboere. (Foto: © Jung Yeon-je, Ritzau Scanpix)
  • Nyheden fik luftsirenerne til at lyde i Sydkoreas hovedstad Seoul. (Foto: © Jung Yeon-je, Ritzau Scanpix)
1 / 2

En provokerende aftale

Under mødet mellem de to præsidenter blev der indgået en aftale om, at USA skulle sende atombevæbnede ubåde til Sydkorea for første gang i over 40 år. Det eneste krav var, at Sydkorea ikke måtte fremstille deres egne atomvåben.

Aftalen blev kaldt ‘The Washington Declaration’ og set som en provokation fra Nordkoreas side, og de var hurtigt ude og reagere. Som svar på aftalen ville Nordkorea nu “yderligere perfektionere deres krigsafskrækkelse”.

Sådan lød det i april, dagen efter mødet, fra Kim Yo-jong, lillesøster til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un.

- Desto mere fjenderne er fast besluttet på at afholde atomkrigsøvelser, og desto flere atomvåbenmidler de udstationerer i nærheden af den koreanske halvø, desto stærkere vil vores udøvelse af vores ret til selvforsvar blive i direkte proportion til dem, sagde Kim Yo-jong til statsmedier.

Dengang uddybede hun ikke, hvad Nordkorea ville gøre som modsvar, men et af dem var spionsatellitten, der tirsdag aften styrtede ned i Det Gule Hav – som er havet, der adskiller den koreanske halvø og Kina.

Aftalen blev lavet kort efter at USA og Sydkorea havde trodset Nordkorea og genindledt fælles militærøvelser, som Japan også har været en del af.

I en udtalelse bragt i det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA lyder det fra den højtstående militærleder Ri Pyong-chol, at de fælles militærøvelser af USA og Sydkorea viser landenes “uforsvarlige ambitioner om aggression”.

USA's præsident, Joe Biden med Japans premierminister, Fumio Kishida og Sydkoreas præsiden, Yoon Suk Yeol, mødtes senest under G7-topmødet tidligere på måneden. (Foto: © JAPAN POOL, Ritzau Scanpix)

Amerikanske reaktioner

Ifølge Nordkorea skulle tirsdagens fejlede spionsatellit overvåge USA’s militære aktivitet i realtid. Det meddelte de allerede tirsdag, hvor de offentliggjorde planerne om spionsatellitten.

Her specificerede Nordkorea ikke datoen for opsendelsen, men gav Japan besked om en planlagt opsendelse mellem den 31. maj og 11. juni. Det fik den japanske hovedstad, Tokyo, til at sætte landes ballistiske missilforsvar i alarmberedskab.

Ifølge en talsmand fra det amerikanske udenrigsministerium, som Reuters har talt med, så kan forvirringen, som det fejlede forsøg skabte, skyldes, at teknologien, som Nordkorea brugte, normalt bruges til ballistiske missiler.

- USA fordømmer på det kraftigste Nordkorea for dets opsendelse med brug af ballistisk missilteknologi, lød det efterfølgende i en udtalelse fra USA’s præsidentkontor.

Tirsdagens hændelse er også blevet fordømt af FN’s generalsekretær, António Guterres.

I henhold til en række resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd, så er det forbudt for Nordkorea at lancere rumraketter og teste atomvåben og ballistiske missiler, der kan bruges til at levere den.

Nordkorea fastholder sin ret til et fredeligt rumprogram, men Washington og dets allierede har længe anklaget landet for at bruge et sådant program som dække for at teste interkontinentale ballistiske missilteknologier.

Og ifølge det Nordkoreanske præsidentkontor, så vil man i Nordkorea forsøge at opsende en ny spionsatellit senest den 11. juni, skriver Reuters.