En overlever fylder 80

Fidel Castro har formodentlig overlevet flere mordforsøg end nogen anden statsleder i nyere tid. Men operationen på den gamle mand, umiddelbart før hans 80-års dag antyder, at enden er ved at være nær for den skæggede revolutionsleder.

Castro var i juli sammen med Venezuelas Hugo Chavez på et massemøde i Cordoba i Argentina, hvor begge deltog i et topmøde i Mercosur. Begge kan begejstre tilhængerne med flammetaler. (Foto: Pablo Porciuncula © Scanpix)

Fidel Castros 80-års dag den 13. august var på forhånd dømt til at være kontroversiel, og den cubanske leders uventede maveoperation har kun skærpet opmærksomheden.

For første gang siden magtovertagelsen i januar 1959 har Fidel Castro - midlertidigt - overdraget sine formelle magtbeføjelser til andre. Spekulationerne om hans helbred, mulige død, og om Cuba efter Fidel er i fuld gang.

Tyran eller helt

Mange steder glæder man sig til at bidrage til Fidel Castros nekrolog med skarpe fordømmelser af hans kommunistiske tyranni, hans benhårde ét-partistat og hans undertrykkelse af al opposition.

Men andre steder vil han blive hyldet som en revolutionsleder, der stod fast over for USA's egenrådighed og dominans i Latinamerika, som en leder der førte Cuba ud af kontinentets traditionelle fattigdom og afhængighed og som bidrog til at cubanerne på felter som uddannelse, ernæring, sundhed og beskæftigelse er bedre stillet end fattige i f.eks. USA.

Castro vil forblive stærkt kontroversiel, uanset om han formår at rejse sig fra sygesengen og igen tager magten, om han må erkende en 80-årigs begrænsninger og reelt forlader scenen - eller om operationen er et varsel om hans snarlige død.

Unge idealist

Uenighederne om Castro og hans historiske rolle strækker sig helt tilbage til forspillet til den cubanske revolution som han stod i spidsen for.

Der var således absolut ikke enighed i den cubanske opposition i 1953 om det fornuftige i at forsøge et væbnet oprør mod Fulgencio Batistas militærregime. Men den unge jurist Fidel Castro var blevet en central figur i det miljø af unge nationalister og demokrater, der var i skarp opposition til diktaturet.

Han var som mange andre inspireret af den demokratiske nationalisme, der blandt andet blev båret frem i Colombia af Jorge Gaitan, af de unge officerer i Guatemala med Jacobo Arbenz i spidsen og af den bolivianske revolution i 1952. Castro var selv til stede i den colombianske hovedstad i 1948, da præsidentkandidaten Jorge Gaitan blev myrdet, og byen stor set gik op i flammer.

Den 26. juli 1953, midt under karnevalet, angreb Fidel Castro og 134 andre kasernen Moncada i Santiago de Cuba. Angrebet slog fejl, mange deltagere blev henrettet uden dom, men blandt de overlevende var Fidel og hans yngre bror, Raul. Fidels forsvarstale, "Historien vil frikende mig", blev et centralt politisk manifest, med betydning for de kommende års dramatsike udvikling.

Fra nederlag til triumf

Brødrene Castro fik lange fængselsdomme, men blev løsladt ved en generel amnesti i 1955, hvorefter de gik i eksil i Mexico.

Året efter gik de i land i Cuba for at indlede et væbnet oprør. Igen en katastrofe, for kun 14 mand overlevede de første dages sammenstød med den cubanske hær. Men den lille kerne formåede alligevel at rejse et oprør, der kulminerede med de revolutionæres indtog i Havanna den 1. januar 1959.

Vidtløftigheder

Castros, og de øvrige cubanske topfolks selvsikkerhed førte til bemærkelsesværdige resultater og prioriteringer, og til vidtløftigheder og farlig eventyrerpolitik.

I flæng kan nævnes alfabetiseringskampagnen i 1961, der lagde grunden til et uddannelsessystem der ikke står i skyggen af nogen i verdensdelen. Men også den urealistiske, og økonomisk katastrofale, plan om at øge sukkerproduktionen og høste 10 millioner ton i 1970. Og nationaliseringen i 1960 af nordamerikansk ejendom i Cuba var en beslutning, der i enhver henseende blev skelsættende for Cuba, for Castro - og for USA.

Eksport

Cubas "eksport" af revolution i 1960´erne - med støtte til guerilla-bevægelser i adskillige latinamerikanske lande - var en så radikal strategi, at det i perioder skabte betydelige spændinger i forholdet til Sovjetunionen. I Latinamerika skelnede man skarpt mellem "Moskva-tro" partier, og "fidelistas" - bevægelser og guerilla-styrker der var inspireret og måske støttet af Havanna.

Ernesto "Che" Guevaras død i Bolivia i 1967 kom til at stå som det symbolske punktum for forsøget på at sprede revolutionen via udsendte cubanske revolutionære.

Militant anti-imperialisme

I takt med at Castro og revolutionen blev stadig mere udtalt socialistisk og militant anti-imperialistisk, blev også forskellige lag, der var med i opstanden mod Batista-styret, skrællet af. Adskillige højtstående folk i 26. juli-bevægelsen gik i opposition, og de - og andre kritikere af styret - blev uden videre palaver fængslet, oftest under forhold, der har ført til skarp og vedholdende international kritik.

Et af de mange mysterier om "el comandante en jefe", "el lider maximo", "el barbudo" og hvad han ellers kaldes, er, hvorfor han ikke for længst har sørget for at slippe tøjlerne, give en yngre generation ansvaret og trække sig tilbage til et afslappet otium. Mange af hans tilhængere ser Fidel i samme klasse som en Nelson Mandela, og havde gerne set, at han havde trukket sig tilbage til den samme ophøjede statsmandsstatus.

Krise

En blandt mange hypoteser kan være, at Sovjetunionens sammenbrud i 1991 - og Cubas deraf følgende isolation og økonomiske kollaps - fuldstændig ændrede forudsætningerne for Castros og de øvrige topfolks planer og fremskrivninger.

Det er rimeligt at antage, at afviklingen af østblokken hensatte Fidel Castro og den cubanske ledelse i en permanent krisetilstand, som de ikke har været i stand til at gøre sig fri af siden. Styrets og revolutionens overlevelse er blevet set som absolut afhængig af stabilitet, frem for alt.

Ud i mørket

Men det hører også med til billedet, at personer, der i firserne og halvfemserne begyndte at tegne sig som sandsynlige efterfølgere til Fidel, er blevet sendt ud i mørket - af Fidel.

Og Fidel Castros kritikere vil ikke tøve med at forklare det med, at Fidel er fuldstændig formørket i sin tro på, at han alene er i stand til at garantere, at Cuba holder stand mod arvefjenden i nord - USA.

Facebook
Twitter