Det russiske missilangreb i byen Dnipro 14.januar i år har tilsyneladende sat gang i en stille protestbevægelse i Rusland.
Efter missilangrebet på en beboelsesbygning, der kostede mindst 44 mennesker livet, blev der ved flere statuer i Rusland - eksempelvis af digteren Lesja Ukrainka - lagt blomster til minde om ofrene.
Fænomenet er fortsat, selvom angrebet skete for snart en måned siden. Der bliver ved med at blive lagt blomster, tøjdyr og håndskrevne breve ved statuer eller pladser for at mindes og ære ofrene - men også som et symbol på en stille, mere vidtrækkende protest mod krigen. Det skriver internetavisen The Moscow Times.
Ifølge Moscow Times, der siden invasionen har været nødt til at skrive nyheder om Rusland fra udlandet, har bevægelsen fået navnet "blomster-protesten".
Avisen har gennemgået flere kanaler på beskedtjenesten Telegram og har fundet frem til, via billeddokumentation, at der i mindst 60 forskellige byer på tværs af Rusland, er blevet lagt blomster og andet ved statuer og pladser.
Lige fra Sankt Petersborg til Novosibirsk i Sibirien til havnebyen Vladivostok langt mod øst er der ifølge Moscow Times lagt blomster eller andre ting ved statuer og pladser, der er direkte forbundet med Ukraine eller ukrainske personer.
Men det kan også være ved pladser eller statuer, der på anden vis symboliserer kampen mod politisk undertrykkelse, eller monumenter til minde om ofrene under Sovjetunionens storhedstid.
'Ikke alle russere mangler medfølelse'
The Moscow Times har talt med flere russere, der har deltaget i blomster-protesten, som ønsker at være anonyme.
En af dem er en kvinde i den sibiriske by Novosibirsk. Hun fortæller, at det ikke kun er for at mindes ofrene for angrebet i Dnipro - det er et budskab om at være imod krigen.
- Jeg kunne ikke blive ved med at være helt tavs, siger kvinden.
En anden fortæller, hvordan billederne fra angrebet satte tanker i gang hos ham.
- Jeg tænkte på ofrene, og hvordan det må have været at ligge under ruinerne. Så jeg besluttede mig for at lægge blomster ved et lokalt mindested for at vise, at ikke alle russere mangler medfølelse med ukrainerne, fortæller manden.
- Det er ikke en heltemodig gerning, men selv små ting er værdifulde i Rusland i dag, siger en ung kvinde til avisen.
Flere fortæller også, at det at mindes ofrene i Dnipro føles som at være en del af en mere vidtrækkende anti-krigsbevægelse.
- Jeg føler så stor skam over mit land og min manglende evne til at bidrage med noget, udover en lille gestus som at lægge blomster, fortæller en kvinde fra byen Pskov og fortsætter:
- Folk i min by, som er imod krigen, skal indse, at der er mange af os.
Syv tilbageholdt af politiet
Da krigen startede, og da Putin annoncerede en større mobilisering i september, slog politiet hårdt ned på demonstranter, der i tusindvis gik på gaden.
Samme opmærksomhed har der endnu ikke været omkring blomster-protesten, men mindst syv personer er angiveligt blevet tilbageholdt af politiet, skriver Moscow Times.
Der er også flere steder i eksempelvis Sankt Petersborg, hvor politiet og lokale myndigheder i stigende grad er begyndt at "patruljere" og fjerne blomster ved flere af de steder, hvor der bliver lagt blomster.
Men ifølge avisen Moscow Times ser det ikke ud til at stoppe den stille blomster-protest med det samme.
Den russiske regering benægter, at russiske styrker bevidst gik efter beboelsesbygningen i Dnipro.