En tiende EU-sanktionspakke skal blandt andet ramme den russiske missil-industri

EU's topledelse mødtes i dag med den ukrainske præsident Zelenskyj.

En ny sanktionspakke mod Rusland skal have fokus på at ramme deres produktion af missiler og droner, og så er der ingen tidslinje i forhold til, hvornår og hvorvidt Ukraine kan blive medlem af EU.

Det er nogle af de overskrifter, der kom ud af topmødet i dag mellem den ukrainske præsident Zelenskyj og EU's ledelse i form af formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel.

Det var første gang siden krigens begyndelse, at EU's ledelse var på besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Og ganske symbolsk lød luftalarmene i Kyiv flere gange, mens mødet stod på.

  • Volodymyr Zelenskyj, Ursula von der Leyen og Charles Michel poserer for journalisterne efter deres møde. (Foto: © Ukrainian Presidential Press Ser, Ritzau Scanpix)
  • Alt imens mødet stod på, lød luftalarmerne flere gang i Kyiv. (Foto: © Daniel Cole, Associated Press)
  • Derfor søgte Kyivs indbyggere ly i metroen, der bruges som bombeskjul. (Foto: © Daniel Cole, Associated Press)
1 / 3

På et pressemøde efterfølgende fortalte Ursula von der Leyen, at EU vil forsøge at få en tiende sanktionspakke på plads inden den 24. februar.

- Pakken vil fokusere på teknologi, der skal gøres utilgængelig for den russiske krigsmaskine. Vi ser nærmere på komponenter, der bruges i missiler og droner, for at sikre, at Rusland ikke har nogen adgang til dem, sagde hun.

Det ville i så fald efterkomme et ukrainsk ønske, da Zelenskyj sagde, at nye sanktioner skulle fokusere på, at Rusland ikke kan komme til at genopbygge deres "militære kapacitet".

Vil ikke sætte dato for EU-medlemskab

pressemødet fortalte Zelenskyj også, at EU fuldt ud støtter ukrainernes EU-integrationsproces og deres indsats mod Ruslands aggression.

Men selvom både Michel og von der Leyen har rost gennemførelsen af flere reformer, der skal bringe Ukraine tættere på at opfylde kravene om et medlemskab i EU, så vil de ikke sætte en dato for, hvornår de kan få det.

Det understregede von der Leyen på pressemødet.

EU's ledelse vil ikke sætte en dato for ukrainsk medlemskab, selvom Ukraine har gjort fremskridt i forhold til reformer. (Foto: © SERGEY DOLZHENKO, Ritzau Scanpix)

- Der kan ikke opstilles en rigid tidsplan for den slags. I stedet kan vi opstille mål, der skal nås, sagde hun.

- Det kan eksempelvis være reformer, der skal til for at kunne begynde forhandlinger, og mål for, hvad der skal opnås for at få EU-medlemskab.

Men både hun og Charles Michel understregede begge, at Ukraine hører til i EU, selvom det kan tage tid at blive medlem.

- EU er Ukraine. Ukraine er EU. Lad os få det til at ske, sagde Charles Michel.

I juni sidste år fik Ukraine status af EU-kandidatland på et topmøde.