I loftet hænger undtagelsen. En lampe med hvide glasskærme og et par blege, rødlige blomster har overlevet ødelæggelserne.
- Ja, den blev hængende, siger Oleh og peger også på en rude, som, han er forbavset over, kun har en enkelt revne.
Men ellers er hans blå hus stærkt ødelagt ligesom mange andre huse i resten af landsbyen Partyzanske i Mykolajiv-regionen i det sydlige Ukraine. Landsbyen lå i skudlinjen mellem russiske og ukrainske styrker i ni måneder i 2022.
Mange af husene ligger som rene ruiner. Oleh har trods alt et hus, der står endnu.
Han er en del af den femtedel af de oprindelige indbyggere, der er vendt tilbage.
Taget er delvist væk fra, en ovn i hjørnet forsvandt i en eksplosion.
Og inden døre er huset også raseret. Indtil videre har den største indsats været at få alt det ødelagte smidt ud.
Men i dag sker der noget. Lokale håndværkere er i gang med give Olehs hus nye vinduer og tag.
Det er danske bistandskroner fra Danidas kasse, styret i et projekt under Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med en lokal ngo, der står for arbejdet.
Ukraine er den største modtager af dansk udviklingsbistand.
Den danske hjælp rækker til de mest basale reparationer. Resten skal Oleh selv klare.
Det virker, som om han tager fat på den meget store opgave med en vis portion humoristisk sans.
Inden krigen havde han netop indrettet et nyt toilet bag stuehuset. Nu står han med et flækket bræt i hånden.
- Det er det eneste, der er tilbage, siger han.
- Jeg regner med, at huset er klar til sommer. Indtil da bor jeg hos min søster. Hun har en ovn, siger han.
Olehs søster Angela Kapranova bor et par veje væk med deres mor og sin mindste søn, Bogdan på 5 år. Han skuler lidt mistroisk fra en stol i hjørnet af det lille køkken mod de uventede gæster.
Her er brændekomfur, som også er hovedkilden til varme, og en suppe snurrer på komfuret.
Under kampene var Oleh og moderen i det vestlige Ukraine.
Angela flygtede til Polen sammen med sin voksne datter og den lille søn.
Hjemme bedst
- Polakkerne er flinke folk. Men det er bedst at være hjemme, siger hun.
- Sproget er ikke så langt fra ukrainsk. Men det svært at finde arbejde der. Jeg er 47 år gammel og indså, at jeg ikke kunne blive der i det lange løb.
- Vi besluttede at tage hjem. Min dreng ville ikke, han græd. Og vi kom tilbage til alle de her ødelæggelser.
En rundtur i landsbyen viser stadig huse med mure, der er skudt i stykker og nogle, der ligger som en stor bunke mursten.
Men en del har nye vinduer og er blevet muret op. Sidste vinter var Angelas hus hundekoldt.
- Vi boede under plastikpresenninger, fortæller hun.
Og hovedøren har hun først fået fikset for nylig.
- Det går bedre, lidt efter lidt, siger hun.
Hun har udsigt til smadrede huse mange steder i byen. Nogle er de rene ruiner.
Men det går fremad for Partizanske. Byen har fået genetableret sin gasforsyning blandt andet. Det er dog ikke noget, Angela umiddelbart mærker til.
- Det er meget dyrt at fyre med gas, fortæller hun.
Hvis hele huset skulle fyres op med gas, så ville det koste lige så meget som en måneds pension.
Brændeforsyningen har husholdningen med bror, mor og den lille Bogdan fået af humanitære organisationer.
Bag Angelas lune omend noget medtagne hus dukker en overaskelse op.
En helt ny præfabrikeret pavillonbygning, doneret af en amerikansk organisation.
- Til barnet, forklarer hun om den kategori, hjælpen åbenbart er faldet ind under.
Lige nu tør hun imidlertid ikke sætte varme på der, førend røret til brændeovnen er brandsikret.
Et helt nyt hvidt overvågningskamera holder øje med pavillonen fra et medtaget skur Det har Angelas voksne datter sendt fra Polen.
- Mit stakit ud til vejen er jo væk, så det er godt, forklarer Angela.
Det, der ville give mest fremtidshåb for Angela er et job. I Partyzanske er der umiddelbart ingen muligheder for det.
Før krigen arbejdede hun på en cafe inde i Mykolajiv by. Men den er lukket.
Familiens økonomi er indtil videre moderens pension og Olehs invalidepension suppleret af de bidrag, der dukker op af humanitær hjælp som brænde.
Bedstemoderen har hele tiden ønsket at vende tilbage.
- Vores mor græd og ville hjem, fortæller Oleh.
Men livet i Partyzanske er heller ikke helt let for hende.
En af hendes frustrationer er, at det er umuligt at få gang i den grøntsagshave, der ellers er en vigtig del af de fleste husholdninger i små byer.
Problemet er risikoen for at støde på ueksploderet ammunition i jorden.
Og de indbyggere i byen, der har forsøgt at få noget til at gro, har ikke haft held med det, for jorden er forurenet af kemikalier efter kampene, og grøntsagerne vil ikke trives.