Endelig: Belgien får en regering

Efter 541 dage er en ny regering nu på plads i Belgien. Ministrene ventes at blive taget i ed tirsdag.

Elio de rupo , Belgien (Foto: © Bruno Fahy, Scanpix)

Belgiens kong Albert II har godkendt landets ny regering, og dermed er den længste politiske krise i Belgien ved at være slut.

Den 60-årige, fransktalende socialist Elio di Rupo bliver ny premierminister. Han mødtes mandag aften med kong Albert II for at give regenten navnene på Belgiens ny ministre.

Det er 541 dage siden, at Belgien sidst har haft en regering. I den tid har landet været ledet af et forretningsministerium.

Enige om besparelser

Men i forrige weekend var der optimisme at spore, da parlamentarikerne meddelte, at de var blevet enige om besparelser i finansloven for 2012.

Denne aftale blev regnet for den sidste store hindring for, at partierne kunne nå til enighed om en regering.

Den afgående vicepremierminister, Laurette Onkelinx, siger, at den ny regering er en koalition bestående af både fransk- og flamsktalende socialister, kristendemokrater og liberale.

13 ministre

Regeringen kommer ifølge Onkelinx til at bestå af 13 ministre, som tages i ed tirsdag.

Den flamske kristendemokrat Steven Vanackere bliver finansminister, og den fransktalende liberale Didier Reynders bliver udenrigsminister. De to mænd er gengangere fra den gamle regering, men har byttet job i den ny.

Kedelig rekord

Belgien har rekorden som det land i verden, der i nyere tid har været gennem den længste periode uden en regering.

Den langvarige politiske krise var medvirkende til, at kreditvurderingsinstituttet Standard & Poor's i sidste uge nedjusterede Belgiens kreditværdighed et hak til AA.