Endnu en kvinde anklager Trump-kandidat til Højesteret for overgreb

Højesteretsnominerede Brett Kavanaugh beskyldes for at have tvunget en kvinde til at røre ved hans kønsdele.

To kvinder anklager højesteretsnominerede Brett Kavanaugh for at have forgrebet sig på dem. Kavanaugh afviser alle anklager. (Foto: AFP PHOTO / Saul LOEB © DR ARKIV)

Endnu en kvinde står nu frem og anklager højesteretsnominerede Brett Kavanaugh for overgreb. Episoden skal have fundet sted til en universitetsfest i 1980'erne.

Det skriver magasinet The New Yorker.

Kvinden, Deborah Ramirez, står i avisen frem og fortæller, at Kavanaugh under en fest pressede sine kønsdele i ansigtet på hende og derefter tvang hende til at røre ved dem.

Da hun skubbede ham væk, grinte han, siger Ramirez til magasinet:

- Jeg var flov og ydmyget, men Brett grinte bare. Jeg kan stadig huske hans ansigt (...) Pludselig hørte jeg nogen til festen råbe, at Brett Kavanaugh havde "puttet sin penis i hovedet på Debbie".

- Jeg kan huske, at jeg følte mig ydmyget over, at folk vidste det.

Ramirez siger, at hun håber, forbundspolitiet (FBI) vil undersøge anklagerne.

Kalder det smædekampagne

Brett Kavanaugh og Det Hvide Hus afviser anklagerne, som Kavanaugh kalder "en smædekampagne" mod ham.

- Folk, der kendte mig dengang, ved, at det her ikke har fundet sted, siger han i en udtalelse offentliggjort i The New Yorker.

Ifølge tv-stationen NBC har tre forskellige, unavngivne kilder den seneste uge henvendt sig og fortalt om anklagerne.

Deborah Ramirez og Brett Kavanaugh dimitterede begge fra Yale i 1987.

The New Yorker skriver, at det ikke har været muligt at finde vidner til episoden, men at magasinet har talt med mindst en tidligere klassekammerat, som bekræfter, at der dengang var rygter på skolen om overgrebet.

Beskyldningerne kommer, få dage før Brett Kavanaugh skal deltage i en høring foran Senatets retsudvalg om en anden anklage om sexovergreb.

Det er universitetsprofessor Christine Blasey Ford, der beskylder Kavanaugh for at have forgrebet sig på hende til en high school-fest i begyndelsen af 1980'erne.

Også de anklager afviser Kavanaugh.

/ritzau/

Facebook
Twitter