Eneboeren Billy har målt sneen i 46 år: Nu advarer hans klimadata forskerne

68-årige Billy Barrs dagbogsnotater over vejret i Rocky Mountains, USA, er en guldgrube af data for klimaforskere.

- Jeg synes ikke, at jeg har bidraget med særligt meget til verden, og måske er det her min chance for at gøre noget. Bare en lille smule.

Billy Barrs hvide skæg og sweater matcher sneen, som når ham til knæene. Han har en rødternet hue med øreflapper på, tykke læderhandsker og solbriller. Han er i gang med at vise, hvordan han hver morgen og aften foretager sine snemålinger. Han har et system. Et system med spande, linealer, vægte og en stige, til når sneen er for lav.

- Det er ikke en særlig avanceret vejrstation, for jeg har lavet det hele selv, bare gjort hvad jeg kunne med en lineal…sådan cirka.

Billy Barr på vej ud til sin vejrstation. (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)

68-årige Billy Barr bor i 2.940 meters højde i Gothic Mountain, en del af Rocky Mountains i delstaten Colorado i USA. Det har han gjort de sidste 46 år. I 46 år har han ved hver solopgang og hver solnedgang målt mængden af sne - og sneen bliver mindre og mindre.

Nu er Billy Barrs optegnelser blevet et afgørende vidnesbyrd om globale klimaforandringer, fortæller chefforsker ved Rocky Mountains Biological Laboratory, Ian Billick.

- Han er et menneske, der har bevidnet, hvordan verden forandrer sig. En klimaforsker, der arbejder med teknisk udstyr, der måler CO2-niveauer, kan være svær at forstå, en lille smule abstrakt. Men Billy har ikke bare givet os stor videnskab og al den data, han har samlet. Han har også givet os en historie, hvor mennesker kan se en forbindelse til sig selv.

På flugt fra kedsomheden

Billy Barr havde ikke planlagt at tilbringe sit liv i bjergene. Og da han som ung mand flyttede op på Gothic Mountain, anede han ikke, at hans dagbogsnotater en dag skulle få stor betydning for klimaforskningen.

Billy Barr voksede op i Trenton i New Jersey. Han mistede sin mor, da han var bare tre år gammel, og som ung havde han store problemer med at få livet til at give mening.

- Jeg havde mange problemer. Jeg passede ikke ind i den maskuline kultur, og jeg var ekstremt ulykkelig. Jeg ville bare gerne møde en kvinde, men jeg var bare så dårlig til det, fortæller han.

I 1972, da han var 22 år gammel, fik han et job i et mineselskab i Colorado og forlod storbyen til fordel for et isoleret liv i bjergene. For ikke at blive vanvittig af ensomhed og kedsomhed begyndte han at skrive dagbogsnotater - et hobbyprojekt, der med årene begyndte at gribe om sig.

- Jeg begyndte bare at skrive om det daglige vejr, og det var faktisk det hele. Det var underholdende, men efter fem år begyndte jeg at gå tilbage i mine notesbøger og sammenlignede den vinter, jeg var i, med alle de andre vintre. Og det blev jeg ved med at gøre år efter år.

Jo længere Billy Barr sammenlignede vintre, jo mere interessant blev det, fortæller han.

- Februar plejede for eksempel at være en meget kold vintermåned og nu er den blevet mild. Tingene bliver nødt til at ændre sig meget hurtigt.

De vigtige vandstrømme

Grunden til, at Billy Barrs notater om sneen overhovedet spiller nogen rolle for klimaforskningen, er, at delstaten Colorado, hvor Billy bor, forsyner store dele af USA med vand.

Vandet kommer fra sneen i Rocky Mountains, som smelter og fosser ud i floderne i store mængder. Og her i de snedækkede bjerge mærkes den globale opvarmning.

- For to vintre siden havde vi cirka 225-230 centimeter. Sidste vinter blev det aldrig dybere end 104 centimeter hele vinteren, fortæller Billy Barr, mens han fremviser sin vejrstation.

Billy Barr på vej tilbage til sit hus i sneen. (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)

Sneen er dyb nok nu, til at han kan nå sine spande og stikke sin lineal derned. For kort tid siden var der så lidt sne, at han blev nødt til at bruge en stige for at kunne nå derop.

- Det, jeg har lært på lang sigt, er - sådan lidt forenklet - at der er en tydelig forandring i temperaturerne. Der er flere varmerekorder, flere kulderekorder, varmere gennemsnitstemperatur. Dyrebestanden ændrer sig!

- Jeg kan se en fyrremejse derovre, siger han og peger hen på et af sine fuglehuse.

Uerstattelige optegnelser

Området, hvor Billy Barr måler sneen, har et rigt plante- og dyreliv, og forskere fra hele verden strømmer hertil for at studere økosystemerne.

I 1990 opdagede en lokal biolog Billys dagbogsnotater, og forskerne begyndte at analysere den store research. Den data, som Billy har indsamlet, er enestående, fortæller Ian Billick, chefforsker ved Rocky Mountains Biological Laboratory.

- At forstå sneen, og hvordan sneen smelter, er virkeligt afgørende for at forstå en hel masse biologiske systemer. Vi har verdens største samling af langvarige feltstudier, der ser på blomster og vandstrømme, og vi kan relatere alt det, han (Billy Barr, -red.) lærer om sne, med alt det andet arbejde, der bliver lavet.

Ian Billick, (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)

- Hvis vi vil lære, hvordan verden ændrer sig på måder, der får betydning for folk over hele kloden, er det den bedste data, vi kan få. Det er historiske optegnelser, som ikke kan erstattes.

De ændringer, som den mindre sne har givet, er dramatiske, fortæller Ian Billick.

- Som temperaturerne stiger, smelter den lave sne tidligere, og så snart jorden er blotlagt, selv hvis vi får sne sent på sæsonen, så smelter sneen med det samme. Vi ser meget dramatiske forandringer i de insekter, der bor i dammene, selv i de vilde blomster, siger han.

- Jeg løber ikke tør for vand

Det hus, som Billy Barr bor i, er bygget i etaper. Han startede i et telt, så flyttede han ind i et skur, og siden i sit hus, som er selvforsynende med strøm og varme.

  • Billy Barrs hus gennem tiden. (© PRIVATFOTO)
  • (© PRIVATFOTO)
  • (© PRIVATFOTO)
  • (© PRIVATFOTO)
1 / 5

Han har solpaneler, vaskemaskine, internet og et lille drivhus, hvor han dyrker grønkål, spinat, mynte - grøntsager og urter, der har svært ved at overleve transporten gennem de kolde bjerge.

Der er ikke lagt vand ind i huset, så Billy bruger smeltevand til planterne.

- Jeg løber ikke tør for vand. De kommer til at løbe tør i Arizona, New Mexico, Mexico og det sydlige Californien. For de får deres vand herfra, og vi får mindre og mindre af det, siger Billy Barr, mens han vander sine grønne planter.

Billy Barr i sit drivhus. (Foto: Mathias Vejen © DR Nyheder)

Snemålingerne har alle årene været frivilligt arbejde. Billy Barr lever af et job som bogholder for de lokale forskere i den nærliggende bjerglandsby. Han håber, at helbredet kan holde til, at han kan blive på bjerget og måle sneen mindst 10 år til.

Se meget mere om Billy Barr's liv på bjerget i "Horisont: Klimakampen: Greta og Snemanden"dr.dk.

Facebook
Twitter