England indfører ny lockdown i hele landet: 'De kommende uger vil være de sværeste'

Handler vi ikke nu, vil det britiske sundhedsvæsen blive overvældet af covid-19, lyder det fra Boris Johnson.

Forældre over hele England har igen måttet omstille deres tilværelse her til morgen.

Sent i aftes meddelte den britiske premierminister, Boris Johnson, nemlig, at coronasituationen i landet nu er så alvorlig, at allerede fra midnat skrues der yderligere op for restriktionerne og indføres ny lockdown. Og det betyder blandt andet, at stort set alle skoler bliver lukket.

- De kommende uger vil blive de sværeste, men det er også den sidste fase af vores kamp, lød det fra premierminister Boris Johnson.

Medmindre man udfører kritiske funktioner i samfundet, skal man nu blive hjemme.

- Jeg forstår til fulde, hvor besværlig og bekymrende den her sene ændring er for forældrene. Og de forældre, hvis børn var i skole i dag, vil spørge, hvorfor har I ikke taget den beslutning før? Vi har gjort, hvad vi kunne for at holde skolerne åbne, fordi vi ved, hvor vigtige de er, sagde Boris Johnson.

Beskeden kommer efter en lignende udmelding fra Skotland, og restriktionerne er på linje med dem, der blev indført ved pandemiens begyndelse.

På Twitter opfordrer Boris Johnson befolkningen til at blive hjemme:

Skyldes smitsom mutation

De eneste undtagelser for at bevæge sig ud er, hvis man skal handle, har et arbejde, der ikke kan passes hjemmefra, eller af sundhedsmæssige årsager skal ud eller for at motionere, lød beskeden fra premierministeren, der samtidig slog fast, at situationen på hospitalerne er lige så kritisk som sidste forår.

Tidligere på aftenen fastslog Storbritanniens øverste sundhedsmyndigheder, at der var reel risiko for, at sundhedssystemet ville blive overbelastet, hvis der ikke blev taget flere tiltag i brug.

De nye restriktioner skyldes især den hurtige smittespredning, som formodes forårsaget af den smitsomme mutation af coronavirus, som især er udbredt i Storbritannien. Og Boris Johnson beskrev situationen som både "frustrerende og alarmerende".

Der er dog lys for enden af tunnelen, fastslog premierministeren og fremhævede, at udover vaccinationerne med Pfizer-Biontechs vaccine, er også Astrazenecas vaccine nu taget i brug i Storbritannien.

Derfor er håbet, at man allerede i februar vil kunne give første skud af vaccinen til de fire øverst-prioriterede grupper, heriblandt ældre på plejehjem, sundhedsplejere og andet frontpersonale og ekstremt udsatte.

Johnson skiftede mening

Allerede i weekenden slog Boris Johnson fast, at nye restriktioner meget vel kunne være på vej på grund af spredning af den smitsomme coronamutation.

Der stod han dog helt fast på, at de fleste skoleelever skulle møde ind igen efter juleferien, da smitten på skolerne ifølge Jonhson ikke var problemet.

Derfor opfordrede premierministeren i et interview også forældre til at sende deres børn i skole i går morges.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at skolerne er sikre, og at uddannelse er en prioritet, lød det blandt andet fra ham.

Flere pressede dog på for at få skoleåbningen bremset hurtigst muligt. Blandt andet den nationale lærerforening, National Education Union, med begrundelsen om, at alle lærere har "ret til at nægte at arbejde under vilkår, der udgør en fare for deres helbred".

Og cirka et døgn efter fik kritikerne altså deres ønske om at lukke skolerne opfyldt.

I den politiske opposition har man ifølge oppositionsleder og Labour-formand, Keir Starmer, i længere tid forsøgt at få regeringen til at tage det skridt, Boris Johnson tog i går. Derfor er Starmer tilfreds med meldingen.

- Vi støtter restriktionerne, og jeg tror, at vi alle gerne vil se, at folk tager sig sammen og gør deres bedste for, at vi kan komme igennem det her, siger han.

De nye stramninger forventes at gælde frem til midten af februar.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter