Enke efter nobelprismodtager forsvundet i Kina

Sidst Liu Xia blev set, var ved bisættelsen af sin mand, aktivisten og nobelprismodtageren Liu Xiaobo for lidt under en måned siden.

Liu Xia (t.h.) ved sin mands begravelse, som fandt sted til søs den 15. juli. (Foto: handout © Scanpix)

Liu Xiabao og Liu Xia blev gift i 1996.

Deres bryllupsmiddag foregik i en kantine i en arbejdslejr under opsyn af fangevogteres vågne blikke. Dengang afsonede systemkritikeren Liu Xiaobo tre års fængsel for kritik af regeringen.

21 år senere - for blot en måned siden - sagde ægteparret igen farvel til hinanden, denne gang for altid. Lui Xiabao døde af uhelbredelig leverkræft. Igen var fangevogtere til stede på hospitalsstuen i Shenyang.

Denne gang fulgte hele verden dog med. Den kinesiske regering havde nemlig blot en måned forinden meddelt, at nobelprismodtageren, som har været fængslet siden 2009, blev frigivet på grund af kræftdiagnosen.

Kort efter blev systemkritikeren stedt til hvile - og siden er der ingen, som har været i kontakt med Liu Xia, siger hendes advokat til BBC.

Liu Xia og Liu Xiaobo - billedet, som er udateret, blev frigivet af parrets familie i 2010, da Liu Xiaobo modtog Nobelprisen. Han var på daværende tidspunkt i fængsel. (Foto: ho © Scanpix)

Frygter hun bliver et ikon

De kinesiske myndigheder frygter, at Xiaobos hustru, Liu Xia, bliver et ikon for frihed og demokrati, som hendes mand var.

Ægtefællen Liu Xiaobo blev for alvor kendt, efter han i 2008 var med til at skrive manifestet, Charter 08. Det var et dokument, der opfordrede til flerpartisystem og overholdelse af menneskerettigheder i Kina.

Året efter blev Liu Xiaobo idømt 11 års fængsel.

Det paradoksale er dog, at Liu Xia aldrig har blandet sig i politiske diskussioner som sin mand. Hun er en langt mere forsigtig person og er derfor heller ikke dømt for have begået nogle ulovligheder i Kina.

Forsvundet siden mands død

Selv efter Liu Xia har mistet sin mand, vil de kinesiske myndigheder dog stadig ikke sætte hende fri.

Liu Xia er sidst set på billeder fra hendes mands bisættelse, der foregik til søs den 15. juli, hvor den nærmeste familie og få venner kastede asken i havet. Enkelte venner mener, at hun først blev sendt til Yunnan-provinsen i den sydlige Kina for derefter at blive sendt tilbage til sin hjemby, Beijing.

Det er velkendt, at Liu Xia har haft mentale problemer efter mange år i husarrest. Så der er stor bekymring for hende blandt venner og støtter, der håber på, at hun en dag får lov at rejse ud af Kina.

Diplomater leder efter hende

Tyske diplomater har forsøgt at besøge hende i sin ejendom i Beijing. Men de fik ikke lov til at komme ind i bygningen af civilklædte vagter.

Den tyske regering, anført af kansler Angela Merkel, opfordret til løsladelsen af Liu Xia, ligesom hun før Liu Xiaobos død tilbød Kinas præsident Xi Jinping, at den syge nobelprismodtager kunne komme til Tyskland.

Amerikanske diplomater har også forsøgt at komme i kontakt med Liu Xia.

Senest har det amerikanske senat vedtaget en resolution, der opfordrer den amerikanske regering til at give Liu Xia indrejse- og opholdstilladelse i USA, hvis hun en dag skulle blive fri.

Facebook
Twitter