Er Mount Everest lavere, end vi går og tror? Nu vil Nepal kontrolmåle bjerget

Nepal vil undersøge, om verdens højeste bjerg i virkeligheden er lavere end det blev målt til i 1954.

Et hold nepalesiske landmålere vil sørge for at afklare, hvor højt Mount Everest er i dag efter et jordskælv i området for fire år siden. (arkivfoto) (Foto: Phurba Tenjing Sherpa © Scanpix)

8.848 meter over vandets overflade. Det har siden en indisk opmåling i 1954 været den officielle højde på verdens højeste bjerg. Men måske e rMount Everest slet ikke længere så højt, som vi regner med.

Efter et stort jordskælv i Nepal i 2015, har der været diskussioner om, hvorvidt skælvet har betydet, at bjerget nu ikke rager lige så højt op.

Og nu sender Nepal en hold af klatrere, som er udpeget af regeringen, af sted for at genopmåle højden på bjerget.

På den måde håber man engang for alle at kunne lukke spekulationerne om det formindskede bjerg, siger en regeringstalsmand til nyhedsbureauet AFP.

På onsdag rejser fire regeringsudpegede landmålere afsted med kurs mod Mount Everest, der ligger i Himalaya-bjergkæden på grænsen mellem Nepal og Kina.

- Vi sender et hold afsted, fordi der er blevet stillet spørgsmålstegn ved Everests højde efter jordskælvet, siger ekspeditionens koordinator, Susheel Dangol til AFP.

Har forberedt ekspeditionen i to år

Man besluttede allerede for to år siden, at man ville genopmåle Everest.

Siden har fire statslige landmålere brugt tiden på at finpudse deres metoder til at måle toppen, samle opmålinger fra bunden og forberede sig på de ekstreme forhold, som de kommer til at møde.

Cheflandmåler Khim Lal Gautam (th) er manden, der skal lede ekspeditionen, der skal genopmåle Mount Everest. (Foto: Prakash MATHEMA © Scanpix)

De vil bestige bjerget med det mest avancerede udstyr for at få fat i de oplysninger, som er nødvendige for at få bekræftet bjergets sande højde.

- Det bliver ikke nemt at arbejde i det terræn, men vi er overbeviste om, at vores mission vil blive en succes, siger Khim Lal Gautam, der er chef-landopmåler og ekspeditionens leder.

Han har tidligere besteget Mount Everest i 2011.

Ekspeditionen vil samtidig også være første gang, at Nepal selv gennemfører en officiel opmåling af bjerget.

Amerikansk hold med gps-teknologi

Tilbage i 1999 brugte et amerikansk hold opmålere gps-teknologi til at lægge to ekstra meter oveni den ellers officielt anerkendte højde, således at det amerikanske National Geographic Society nu opgiver Everest til at være 8.850 meter højt.

Siden har Nepal endda været involveret i en diplomatisk krise med Kina, fordi kineserne hævdede, at bjerget var fire meter kortere end den officielt vedtagne højde.

Men nu vil nepaleserne altså gennemføre deres egen opmåling, så man en gang for alle får afklaret, hvor højt verdens højeste bjerg i virkeligheden rager op.

Facebook
Twitter